Børn med autisme

Blog

Leg og autisme

Lege og brætspil kan bringe mennesker sammen om et fælles tredje. Det bliver ikke så konfronterende, at være sammen, for reglerne for vores samvær, er bestemt på forhånd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læring gennem leg, er den bedste form for læring. Gennem leg, foregår der utallige former for social træning. Vi lærer, at vente på tur, at følge regler, at aflæse modspilleren, at grine sammen, at være en god taber eller vinder.

For Anders med autisme, kan det være svært, at indgå i en relation med andre mennesker, fordi han bruger en masse energi, på at aflæse de sociale koder, som vi mennesker sender til hinanden. I legen får han et frirum, fordi vi har bestemt reglerne for vores samvær på forhånd. Det giver ham energi til selve legen, og dermed lyst til at lege. Det er vigtigt, at reglerne er visuelle, enkle og tydelige, at vi alle kender dem på forhånd, og at de ikke ændres under legen.

Vi har en legemappe, hvor vores yndlings lege er gemt. I mappen er reglerne for legene kort beskrevet. Reglerne er lamineret, og bliver gennemgået før hver leg. Så er alle trygge ved legen, og kan deltage. Hvis reglerne skal ændres, så bliver de ændret af læreren, og præsenteret på ny. Den nye version bliver sat ind i mappen. På den måde undgår vi, at alle de regler, som hver familie har, bliver til et diskussions punkt, når vi skal lege. Vi har kun et sæt legeregler i klassen, skolens regler.

Før vi fik legemappen, kunne en del lege hurtigt udvikle sig uheldigt og betyde, at eleverne ikke ville lege. En af legene var galgelegen, hvor Anders fandt på et ord, som de andre elever skulle gætte. Eleven vinder, hvis kammeraterne ikke kan gætte ordet. Det er autismetænkning, at finde et ord, som ingen kender, for så vinder man. Anders fandt på ord, som findes, men som ingen andre, end han selv kendte. Anders vandt igen og igen, og han syntes, at han var uovervindelig. Kammeraterne mistede hurtigt lysten til at lege galgeleg, fordi de aldrig kunne gætte det ord, som Anders havde fundet på.

Jeg måtte forklare, at det sjove i galgelegen netop er, at alle har muligheden for at kunne vinde. Vi måtte snakke om, hvad det er, der gør en leg sjov? Løsningen blev, at Anders skulle fortælle ordet til mig, som herefter godkendte ordet, før legen gik i gang. Den nye regel blev ført ind i legemappen, og det blev igen sjovt, at lege galgeleg.

I ude- og idrætslege som fangelege, gemmelege, stikbold, rundbold, håndbold og mange andre lege og spil, gælder samme fremgangsmåde. Tydelige nedskrevne regler, som er visuelle, gennemgået og forstået, før legen eller spillet går i gang.

Brætspil kan det samme, som lege. I brætspil klæber vi spillereglerne ind i låget på spillet, og spiller efter dem. Vi har mange lærerige brætspil om naturvidenskab, første hjælp, seksualundervisning o.m.a., som vi bruger i undervisningen. Her har vi både faglig og social læring. Men også gamle kortspil, UNO, Matador og Ludo er populære spil.

Legene og brætspillene har lært Anders, at være en del af et fællesskab. Han har fundet en god ven i klassen, som han spiller skak med.

Børn med autisme

Jeg er folkeskolelærer og autismerådgiver på Nr. Vedby Skole og Børnehus. Mit udgangspunkt er ydmyghed og respekt overfor mennesker, der tænker og oplever verden på en anden måde end du og jeg. Jeg ønsker at skrive den gode historie, der hvor det lykkes i skolen for børn og unge med autisme. Jeg håber at mine indlæg, ideer og løsningsforslag kan anvendes på andre skoler, således at vi fremadrettet kan skabe en skolegang for børn og unge med autisme, så også de bliver så dygtige som de kan. Mine indlæg tager altid udgangspunkt i virkelige oplevelser fra mit job som lærer.

Snart går vi ind i juleferien, og her er der tid til at finde legene og brætspillene frem. Legene og spillene lærer os at være sammen. Det har vi alle sammen brug for, både mennesker med og uden autisme.

Glædelig jul