Piger med autisme

Anna går i 8.klasse. Hun fik sin autismediagnose for et år siden. Hun er startet på vores skole i en klasse med 7 andre elever, der også har autisme. Anna er en stille, smuk og velfungerende ung pige. Hun har gået på en almindelig folkeskole i alle årene indtil 7.klasse. Indtil verden brød sammen for hende, og hendes råb om hjælp var, at skære sig selv i venstre arm. Hun ville ikke leve mere. Anna fik heldigvis hjælp. Hun blev udredt, og fik en autismediagnose.

”Anna klarede de første år i folkeskolen uden problemer. Hun har autisme i en mild form”, fortæller hendes mor til den første skole/hjemsamtale i autismeklassen. ”Hun har ikke brug for skemaer, struktur og tydelige voksne. Hun skal bare have lidt faglig hjælp, i en klasse med færre elever”, fortæller moren videre. Anna er i puberteten, og hun vil bare ligne alle andre unge. Hun fornægter diagnosen, og fortsætter med at kopiere og please de voksne omkring hende. Hun vil tilbage til sin gamle folkeskole. Hun hader autismeklassen, og føler sig klogere og bedre end dem, som hun møder her.

Da Anna var yngre, var hun pigen der altid svingede sjippetorvet eller hun var hunden i familien, når pigerne legede i frikvartererne. Anna var stille i timerne, og fulgte fagligt med. Anna og hendes familie fik ros til skole/hjemsamtalerne, dog opfordrede lærerne altid Anna til, at markere lidt mere. I løber af 7.klasse fik Anna problemer. De færdigheder, som hun havde lært, skulle pludselig bruges i problemorienterede opgaver, hvor læreren forventede refleksion, sammenhængsforståelse, forestillingsevne og planlægning. De venskaber som Anna havde, forsvandt da pigerne i klassen hellere ville fjolle og pjatte med drengene. Følelsen af at være udenfor stod pludselig lysende klar.

Anna havde tillært sig en strategi, hvor hun analyserede de sociale sammenhænge, som hun deltog i. I hendes hjerne lå der utallige mapper over, hvordan mennesker agerer i forskelige sammenhænge. Hun var ekspert i at kopiere andre, men kunne ikke mærke hvem hun selv var. I 7.klasse brød Annas hjerne sammen, hun følte, at den var fyldt op. De mapper, som hun tidligere kunne gemme sig bag, virkede ikke mere. Den psykiske smerte, som Anna følte, kunne hun ikke udtrykke. Hun havde jo aldrig prøvet andet, hvordan skulle hun kunne fortælle hvad der var galt?

Pigerne med autisme opdages for sent, og lever et forpint liv med en følelse af ikke at passe ind. Mange piger med selvskade (herunder spiseforstyrrelser), borderline, ADD, ADHD, depression og angst har måske en underliggende autismediagnose?

Pigerne med autisme er svære at finde, fordi de ser ud til at passe ind, og helst vil ligne alle andre. Det kræver et skarpt syn fra en foræder, en lærer eller en pædagog, at se de stille piger, der mistrives. Hvis vi opdager dem tidligere i skolen, er der en større sandsynlighed for, at vi kan hjælpe dem.

Jeg håber at Anna fortsætter hos os og får en viden og en forståelse af sig selv. At hun lærer, at bruge de redskaber, som hun har brug for, til at klare sit liv.

Jeg håber, at hendes forældre, ser hendes autisme og støtter hende med skemaer, struktur, ro og regelmæssighed i hjemmet.

Autisme i mild form er et forkert udtryk. Det, der ser mildt ud, er toppen af isbjerget, adfærden. Under overfladen ligger alle de uforståelige tanker og følelser.

Mennesker der bruger al deres energi på at ligne andre, trives ikke.

Mennesker der lærer sig selv at kende, og respekteres af andre for den de er, trives.