Bent Lindhardt

Blog

Matematik er også historie

Det er god læring for eleverne at have kendskab til matematikkens historiske forløb. Gennem sådanne beretninger ser de bedre roden til det der nu er blevet til abstrakte formelle systemer og vil af den vej bedre forstår ideen bag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For snart mange år siden - i begyndelsen af 1600-tallet - lå en halvstor knægt i sin seng. Han var af natur lidt skrøbelig så de munke, der passede ham anbefalede, at han blev lidt længere under dynen om morgenen - for at komme til kræfter. Sådan er det også denne sommermorgen, vi kigger indenfor. Mens han ligger der i sin langsommelige opvågen, får han øje på en flue, som bevæger sig rundt i lokalet. Den bliver fulgt  omhyggeligt, som den flakser rundt og sætter sig her og der. Den unge mand får en tanke. Tænk, hvis man kunne beskrive fluens bevægelse. Glad som han var for at lege med tal og tanker slår det ham, at det afgørende er, at man vælger et fast udgangspunkt fx hjørnet i værelset. Så kan man beskrive, hvor langt væk fluen er fra hjørnet, og i hvilken retning den er. Han er i gang med at opfinde koordinatsystemet.    

Anekdoten bliver tilegnet filosoffen og matematikeren Descartes, som er en af de store tænkere i historien. Han udgiver senere et videnskabeligt værk om emnet og kalder sin tanke for det kartesiske system som sætter skub i det vi i dag taler om som koordinatsystemet og analytisk geometri.

Og hvad vil jeg så sige med det? Det er god læring for eleverne at have kendskab til matematikkens historiske forløb. Gennem sådanne beretninger ser de bedre roden til det der nu er blevet til abstrakte formelle systemer og vil af den vej bedre forstår ideen bag. Derudover får eleverne mulighed for at opleve, at matematik ikke er et statisk fag men et fag som har undergået mange forandringer gennem de sidste 3000 år - og stadig gør det.

Hvor finder vi så de historier henne? Ja, det viser sig ikke at være så nemt. Går man til boghandleren og ser efter bøger i matematik er de alt overskyggende bøger lærebøger, formelsamlinger eller opslagsværker evt. små bøger med gåder og finurligheder.  Går man på skolebiblioteket bliver man ikke mindre skuffet. Der er hyldemeter om alverdens dyregrupper, historiske epoker og personligheder, om rummet og mikroverdener, om samfundsproblemer og menneskelige tragedier osv. Prøver vi i stedet for at opsøge hvad forlagene har udgivet af letlæsningsbøger og frilæsningsbøger om dette her, er det ganske begrænsede titler der dukker op. De bøger er åbenbart ikke skrevet endnu. Der er undtagelser som den spændende bog om Taldjævlen af Enzensberger der varmt kan anbefales som oplæsningsbog til matematik timerne. Der forekommer indlæg hist og her i lærervejledninger og der er da udgivet enkelte småbøger - men det er stadig en tynd omgang.

Jeg har i den sammenhæng bemærket, at der er læsepædagoger, som betoner det her som faglig interesse-læsning. En væsentlig pointe, at det er lysten, der bærer elevens læsning, at man sætter fokus ikke kun på det eleven skal læse, men lige så meget på det de kan vælge at læse. Vi har i forvejen ikke meget i matematik som knyttet sig til den berettende tekst (hvilket også er meget naturligt som jeg har beskrevet tidligere), men lige her er måske noget, hvor man både kunne lokke eleverne til at læse matematik udover lærebøgerne og få dem til at øve sig i læsning af fagtekster. Vi slår to fluer med et smæk - og det vel ikke så ringe endda.

Jeg skal derfor opfordre til, at der sker noget. Grib selv pennen. Sig det til en forfatter in spe. Ret henvendelse til forlagene om det. Der er meget matematik i historien, som kan og bør fortælles til børn og unge.

Bent Lindhardt

Lektor på University college Sjælland Formand for DanSMa - dansk specialmatematik. Forfatter og redaktør på mange lærebøger i matematik for folkeskolen Koordinator i Kompetencecenteret for matematikdidaktik for UC Lektor i matematik ved læreruddannelsen i Roskilde/Holbæk