Er der gået ”pensumnitis” i brugen af GeoGebra?
Jeg har længe vægret mig ved at skrive denne blog. Et langt liv i ”matematikundervisningens tjeneste” som forfatter, redaktør, lærer, læseplansskribent, læreruddanner, kursusinstruktør, forskningsdeltager osv. kan både være en fordel og en ulempe. Det har selvfølgelig akkumuleret en vis erfaring, som kan øge overblik og indsigt, men det kan også være en ballast, som giver en for fodslæbende holdning til forandringer. Jeg er dog blevet stigende bekymret for substansen i den fremtidige matematikundervisning, så jeg forsøger alligevel. En af bekymringerne er, om det er it-programmerne, der styrer matematikken eller matematikken, som styrer it-programmerne. I denne her sammenhæng eksemplificerer jeg bekymringen knyttet til den dynamiske geometridel af programmet GeoGebra.