Kineserier – igen

Det sidste skud på stammen dukkede op i DR 2 Tema lørdag d. 3. maj, hvor en dansk/kinesisk gymnasielærer fik i opdrag at overføre familieholdninger fra Kina til en dansk familie. Den udvalgte familie havde to børn, som bl.a. havde svage præstationer i matematik målt ud fra en standardtest (3. og 5. klasse). Det skulle, der gøres noget ved, og midlet var mere træning og større flid. Mere af de samme øvelser. Efter en måned viste det sig så, at de to børn scorede, så de lå som nogen af de bedste i klassen. Konklusion – danskerne er nogen slapsvanse. Hvis man i familien og i skolen og eleverne selv bare tog sig sammen, vil man nå op på et helt andet højt niveau i matematik. Ovenstående selvfølgelig fortalt med en vis overfladiskhed, men efterbilledet af udsendelsen synes at pege i den retning. Se det selv.

Nå – i løbet af udsendelsen gik det ikke så godt for familien – pudsigt nok var de alle ved at give op over for det store pres med fire timers lektielæsning hver dag, så al sædvanlig afslappende familiesamvær druknede. Antropologer vil formodentlig også betragte det som børnelærdom, at man ikke med et snuptag bare kan overføre en kulturelstyret mentalitet fra en verdensdel til en anden – vi er sammen i familien i Danmark på en anden måde end de er i Kina. I udsendelsen blev der på grund af familiekrisen indkaldt hjælp fra et privat firma, der markedsfører sig, som betalt hjælp til supplerende undervisning. 

Her kom der så nuancer ind og ikke kun dovenskabsfænomenet. Man fik nu øje på at der kunne være andre metoder end den sædvanlige som ville have større effekt man nu øje på, som vi  bl.a kender dem fra læringsstil og andre tilsvarende forsøg på at variere undervisningen. Det syntes at forøge motivationen hos de to børn. Nu blev modellen så mere af det samme men med varierede metoder.

Så langt så godt, men kæden hopper desværre alligevel af, fordi man ikke forholder sig til, hvad det er børnene skal arbejde med. Det er ikke nok at tænke i bedre metoder men også nødvendigt at tænke i det indhold, man vil udfordre børnene med.  Det man forestillede sig de to børn nu skulle lære ”ordentligt” var klassisk, problematisk og endda i en vis grad forkert. I den korte dialog, der blev fremvist af DR 2, forekom der ordvekslinger der tydeligvis fremstillede den betalte hjælpelærer med holdninger som ”at det der rod med at finde egne måder at regne på må vi hellere lave om på og gøre det på en ordentlig måde”. Attituder som pegede mod at nu skulle man lære børnene at regne på den rigtige måde.

Man kan i denne sammenhæng spørge om, hvad der er god og relevant viden, som elever der har det svært i matematik, skal arbejde med. Er det  vigtigt de lærer at stille regneopgaver op og regne efter en skabelon, eller er vi ved at være der hvor vi må indse at papirregning er noget gammelt bras? Når disse elever skal videre efter skolen vil deres hverdag være præget af teknologi som på mange måder vil tage over i forhold til en række af disse klassiske færdigheder. Gør vi dem ikke en bjørnetjeneste??? Her må jeg iøvrigt bede om, at hvis man mener, man vil supplere undervisning, bør man have sat sig grundigt ind i de læseplaner, som gælder for faget, hvor opøvelse af standardalgoritmer er blevet kraftigt reduceret på bekostning af elevens egen udvikling af regnestrategier. Øvelser i tabeller kan jeg helt forstå, idet det er afgørende ved hovedregning og dermed evnen til at skønne og lave overslag, selv om jeg manglede langt mere motiverende former, hvor man spillede eller legede gangetabellerne ind. Men dette er blot en lille del af alt det der knytter sig til matematik, så det må ikke tage overhånd og blive billedet af faget.

Måske skulle man også øve sig på, at børnene fik lejlihed til at opleve, at det de arbejdede med gav mening – at matematik faktisk kunne bruges til noget – om det så var i en legende sammenhæng eller som redskab til at spørge og give svar på for dem relevante problemstillinger. I udsendelsen fremstod lektiearbejdet mest som en dyrkelse af en øget pligtfølelse for både voksne og børn. Man kan også lave matematik i hverdagen i almindelige situationer, hvor man handler ind, bygger noget sammen, ser på opskrifter når der skal bages, er på tur, læser noget, ser fjernsyn osv.

Jamen de klarede jo standardtesten godt. Jeps – her kender jeg ikke præcist nok, de opgaver de har trænet i matematik, men mit gæt er, at det er typeopgaver, som dem der er i testen (Teaching to the test), som vi ser utroligt meget af rundt i verden. Men det siger desværre ikke en tøddel om deres forståelsesniveau – det siger ikke tøddel om den viden de ligger inde med har særlig stor aktionsradius – altså om det er rigid viden eller fleksibel viden, der kan anvendes i mange sammenhænge. Og vi ved ikke hvor langtidsholdbar denne viden er.

Man kan undskylde den kinesiske gymnasielærer. Hun kan med rette have de tanker, hun har om vores samfund og vores skoleundervisning, når hun sammenligner den med sin egen kultur.I hendes billede er matematik åbenbart alene et ”håndværk” med et fast indhold og nogle faste aftalte metoder, som blot skal gentages og gentages så meget så det til sidst sidder på rygmarven. Viser det sig, at man ikke kan genkalde sig viden eller udføre den rigtige matematiske færdighed, har man ikke øvet sig nok.  Denne sammenligning med at god læring svarer til muskeltræning, er ikke ualmindelig. Forskellen er blot, at hjernen ikke er nogen muskel.  Man bliver bedre til at skyde straffespark og spille tennis, hvis man træner meget – men med hjernen er det tanker, der skal ”trænes” og gerne bredspektrede typer af slagsen, så mange sider af hjernen er i aktivitet.  Morsomt nok var der senere på aften et indslag om LEGOs nye store fremstød for klodsen i Kina, hvor embedsmænd fra Kina havde udtalt stor interesse for at få ”større kreativitet” ind i de kinesiske skoler og ”gerne mere legende”

Det er ikke alt flot kinesisk fyrværkeri, som eksploderer i flotte farver – nogen gange er krudtet vådt så det kun bliver en fuser.