Ordet

Ordet” er titlen på en gammel film af T.H. Dreyer, hvor barnets tro og ordet fra en voksen genopliver en ellers død mor. Ordet fremstår, som den trylleformel af hellighed der skaber mirakler. Ord er derfor farlige sager. Der ligger en magt i brugen af dem og man skal vare sin mund, når man forretter sin tanker. Det man har sagt, kan ikke kaldes tilbage og modsat de hellige ord, kan der også udgydes forbandelser, som kan hvile over folk og fæ - for fanden da.

Og hvorfor denne indledning? I min debat med lærere rundt omkring i landet oplever jeg i dag en øget tendens til, at man gør fagordet mere helligt end godt er – og langt tidligere forsøger at luske ” de rigtige ord” ind i undervisningen – med begrundelsen jo før jo bedre. Nu der skal der renses ud i det forbandede babysprog som har huseret i uddannelsesforløbet. En tendens jeg vil lægge op til debat omkring:

Må man sige addere i stedet for plusse? Må man multiplicere i stedet for at gange? Må man sige kvadrat i stedet for den pæne firkant? Må man sige flader i stedet for sider på en terning? Må man sige linjer skærer i stedet for krydser?

Alt er selvfølgelig ikke ligegyldigt. Det kan give mening at anvende præcise faglige ord, hvor vores hverdagssprog ikke magter at beskrive det. Det er rimeligt at anvende et ord som areal, der kort og præcist beskriver en figurs egenskab frem for mere tågede beskrivelser som ”det der er inde i figuren”. Det er også rimeligt, at eleverne gradvist kan se nuancer i deres gruppering af matematikken – kan nuancere trekanter til ligesidede trekanter og retvinklede trekanter osv. Så langt så godt.

Problemerne opstår imidlertid, når man bevidst nedgør ellers gode danske hverdagsord som ikke værende fine nok i selskab med ”de rigtige matematikord”. Det er unødigt og overdrevent, når man i de små klasser forsøger at lære dem ordet addition frem for plus – eller lægge sammen – som er det, de hører på gader, stræder, når de har forladt den hellige almindelige skole.  Det centrale er ikke ordet men forståelsen som ligger bag ved og vil man tale ind til eleverne, må man i øjenhøjde med deres sproglige verden. Lad os ihukomme Kirkegaards vise ord om hjælpekunst.

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Vi må således overveje, om vi i vores iver for at sige det rigtige, lægger en øget afstand mellem virkeligheden og skolefaget og dermed endnu engang bekræfter eleverne i,  at matematik er noget, der kun foregår i skolen. Bekræfterne dem i, at matematik klæber til en institutionel eksistensberettigelse men ellers ikke.

Vi skal i denne iver passe på ikke at ende i et for vanskeligt kodesprog frem for fagligt samtalesprog som giver mulighed for at eleverne kan skabe mentale billeder og erindre oplevelse. Og det ikke mindst i relation til den socioøkonomiske sprogkultur eleverne kommer fra. Det er sikkert korrekt, at hvis man senere skal læse matematik, kan det give mening at bruge lidt ressourcer på at forberede den kode, der ligger i de faglige termer. Da Folkeskolen imidlertid ikke er en forøvelse til gymnasiale uddannelser men lige så vel til andre uddannelser samt hverdags, fritids og jobliv, ser jeg det som akademisk hovmod at påstå et sådant behov.

Ovenstående betragtninger indgår blandt andet i den gren af fagdidaktikken som omtales som etno-matematik. En gren som beskæftiger sig med ikke-skriftlige kulturer og subkulturers måde at håndtere matematiske fænomener som ikke følger normerne ”i den rigtige matematik” men fungerer i den kontekst den er opfundet i. Samme tanke kunne tilskrives børns egentænkning og sprog.

Betænk oveni dette, at det kan tage meget lang tid før et ”fremmed ord ” sætter sig som en del af elevens eget sprog, hvilket gør det endnu mere nødvendigt, at man er omhyggelig med sine fagordsvalg. Jeg har på et tidspunkt hørt en fagdidaktiker i engelsk fortælle at et ord almindeligvis skal opleves 100 gange hos de fleste, før det bliver til en paratviden og en del af ens sprog.   

Jeg tror, at den overdrevne brug af ”rigtige” fagord er afledt af de mange kampagner for at udvikle faglig læsning i matematik – hvilket jeg da også selv har udtalt mig positivt om. Men som ofte før, når noget nyt skal bundfælde sig, kan det tage overhånd. Lakmusprøven i valg af ord er, om der kan foregå en konstruktiv dialog om matematik. Det centrale er ikke selve ordet, men meningen bag ved – det er det vi går efter.