“Flipped classrom” eller “flipped undervisning” ?

Metoden tager udgangspunkt i et ønske om en ændret struktur af lektionen så de introduktioner til nyt stof som foregår i starten af en lektion kan overgå til forberedelse inden lektionen forløber. Eleven skal så at sige forberede sig via videoer indtalt af læreren i stedet for at lytte til samme i selve undervisningen – og at eleven evt. får mulighed for inden lektionen at formulere spørgsmål til læreren som af den vej kan forberede sig. Fortalerne for metoden omtaler, at det giver bedre muligheder for at bruge tiden til eleven eller elevgruppers eget arbejde og fordybelse. Man kan gå igang med dagens arbejde med det samme, idet man kender til indholdet og de faglige mål, inden man kommer til undervisningen.

Det kunne synes smittende og smart at prøve at gøre sådan ....men så vidt jeg kan vurdere hænger det på nogle præmisser man i sin iver for de teknologiske muligheder glemmer at overveje hvor vidt er tilstede eller ej.

Hvor stabilt er forventningen til at eleven har forberedt sig?

Mange af de eksempler jeg ser rundt omkring ikke mindst fra udlandet tyder på at det har størst udbredelse i gymnasiale sammenhænge – hvilket kan give mening i forhold til det valg eleven har truffet om at ”ville uddanne sig” Jeg er dog i matematik noget tvivlende over for om de lavt præsterende elever i matematik i folkeskolen kan holde gejsten oppe, så man kan regne med en sådan forberedelse. Er der således banet en vej, hvor disse elever hægtes endnu mere af? Danmark er blandt de ti lande, hvor den socioøkonomiske status har størst betydning for resultaterne i TIMSS 2011 (12%) – noget bekymrende. De højtpræsterende elever udgør kun ca. 10% af gruppen af de socialt svage børn, mens næsten halvdelen er blandt de 25% elever med laveste færdigheder. Der er således tale om relativt få børn, der opnår gode matematikfærdigheder på trods af en svag social baggrund. Kunne man forestille sig at det at forberede sig også er et socioøkonomisk element?

Jeg er fuld af forståelse for ideen om at motivere eleverne til opmærksomhed via it, men kan være tvivlende over for ikke det til en vis grad er nyhedens interesse som gradvist vil aftage. Det kunne være interessant at få belyst.

Hvor meget læringsværdi er der i monologer?

I en eller anden forstand er tale om traditionel undervisning som på mange måder ligner det Sten Larsen døbte Tankpasserpædagogik. At eleverne er tomme kar som skal fyldes op – og at adgangen til denne opfyldning forøges gennem sådanne tiltag.

Jeg mangler overvejelser om hvor dialogen i klassesamtalen bliver af. Overvejelser om hvordan en fremadskridende samtale med eleverne i klassen kan skabe fælles viden, hvor man som lærer modellerer sine illustrationer og forklaringer gennem fordybende spørgsmål og diskussion fremfor blot at tale og tale og tale ....

Kan man som matematiklærer præsentere stoffet så det er fagligt forsvarligt?

Jeg har været på jagt efter eksempler på sådanne oplæg og det meste af det jeg har fundet er betænkeligt fagligt – og fuld forståeligt for det. Os der har arbejdet i forlagsbranchen ved hvor kompliceret det er at skrive om matematiske begreber på en for eleverne forståelig måde – det er ikke hvem som helst beskåret. Det er hundesvært i matematik at lave en balance mellem en tilstrækkelig simpel og en matematikfaglig troværdig gengivelse – måske sværere end i så mange andre fag. Det betyder – tror jeg - at videoerne vil blive gennemgang af procedurer – hvad jeg da også ser tegn på – i stedet for fokus på faglige pointer. Sådan skal man gange – sådan virker den tast og den menu i GeoGebra osv.  Derudover vil videoforelæsningerne fremstå mere kanoniseret end klassesamtalen hvor eleverne har chancen for at korrigere undervejs – og det talte kun er midlertidigt – det kan fx ændres dagen efter fordi man som lærer ”fortryder” det sagte. Videoen bliver til en vis grad stående som det skrevne ord ikke på samme måde kan tilbagekaldes – hvilket kan være problematisk, hvis eleven lærer noget forkert.

Jeg har forsøgt at finde forskning som kunne udsige nogle effekter på det her – men de fleste steder konstaterer man, at man tror det virker, men at man ikke ved det – det må tiden vise. Generelt virker alt man gør – som Hattie fremstiller sin effektforskning. Det centrale siger han er om effekten er over gennemsnittet.

I min optik virker det her som gammel vin på nye flasker. Måske skulle man i stedet for mere radikalt se på lektionens struktur – og medtænke den indsigt vi har om læring som opstår i et sprogligt fællesskab. Måske skulle man forsøge sig med ”flipped undervisning” så man i højere grad lod vidensproces være en vekselvirkning mellem lærer - elev og klassefællesskab. Hvor læreren lige så meget lytter som taler og hvor viden ikke opfattes som en absolut størrelse men en dannelseproces mellem mennesker.

Jeg hilser dog velkommen, at man prøver nye veje i matematikundervisningen, hvis man bare bevarer sin sunde fornuft og tør se om den effekt man forestiller sig også rent faktisk kan påvises – så det ikke bare er smart.