Drop den faseopdelte skole

For et par år siden havde vi i det hedengangne NAVIMAT (det nationale videncenter for matematikdidaktik) netværksmøder med matematikvejlederne rundt omkring i hele Danmark. Ved et af de indledende møder bad vi deltagerne om at nævne de problemer, man mente havde topprioritet. Den faseopdelte skole blev lidt overraskende sat højt på listen og nærmest konsekvent nævnt alle steder, som noget der skulle gøres noget ved. Hvorfor mon?

På en skole sidste år udspillede der sig en situation som følger. Vi er i femte klasse. Nicolai har matematik og sidder med en stribe plusstykker og ser opgivende ud. Deres tidligere matematiklærer fra indskolingen er tilfældigvis i klassen sammen med den nye matematiklærer. Hun sætter sig ved siden af Nicolai.

”Hvad skal jeg gøre” spørger han – og peger på regnestykket 249 + 350.  ”Men det kunne du da sagtens, da du gik i tredje” svarer hun ” se på tallene”.

Nicolai svarer, ”Ja der er 5 hundreder og så er der 99”, og han fortsætter mens han ser forbløffet ud  ”… men må jeg stadig godt bare lægge dem sammen i hovedet og så skrive det?” Det er tydeligt, at han er forvirret og holdt fagligt tilbage – det der engang var god latin er det ikke mere. Pludselig er faget fyldt af nye metoder, nye faglige normer, nye sproglige kontekster - ja for nogen nærmest et helt nyt fag.

Der har selvfølgelig altid været lærerskift i elevernes skoletid men det har aldrig været så bombastisk og bekymrende som ved oprettelsen af den faseopdelte skole. Hvor det før var en sag mellem to lærer – hvor eleverne nærmest flyttede ”ind hos naboen” – så flytter eleverne nu til ”nye lande med nyt sprog og nye kulturelle traditioner.”

De stærke kan måske nok klare forvirringen og måske endda profitere af at lære nye tilgange til de samme abstraktioner, men de svage elever har et problem - og det bliver ikke nemmere efter vi har fået det politiske krav om en øget inklusion.

Før den faseopdelte skole talte vi meget om overgangsproblemer fra folkeskolen til gymnasiet - i dag taler vi lige så meget om overgangsproblemer fra børnehaveklassen til indskolingen - fra indskolingen til mellemtrinnet og fra mellemtrinnet til ældste trin. Diskussionen ligner til forveksling hinanden. Lærere på ældste fase klager over at dem på yngre faser ikke gør arbejdet godt nok, så eleverne har den nødvendige faglige basis og lærere på yngre faser klager over, at man i ældre faser ikke i tilstrækkelig grad opsøger viden om, hvad der har foregået og bygger videre på deres arbejde.

Det kan muligvis gå i visse fag men det er ganske konfliktfyldt i matematik, idet faget indeholder en indbygget progression, som skal gennemtænkes fra 0. - 9. klasse. Det kræver, at man ikke kun laver aftaler om faget inden for den enkelte fase, men at man gennemtænker hele matematikundervisningen fra 0. – 9. klasse. Det kræver tid i fx et fagudvalg som involverer matematiklærere fra alle klassetrin på skolen og ikke kun matematiklærerne i de enkelte faser. Det er bekymrende, at man oplever skoler, hvor man i indskolingen satser på en konkret eksperimenterende værkstedsundervisning og man på mellemtrinnet satser på en traditionel lærerstyret matematikundervisning.

Men til trods for at der opstod mulighed for at have et aktivt fagudvalg og at der blev lavet gode aftaler og gode målsætninger for matematikundervisningen på alle klassetrin, ville jeg stadig være bekymret for om en faseopdeling er til fagets og elevernes fordel. Hvis man ønsker sig en mindre skole i den store skole, tror jeg den vertikale struktur i dag er mere interessant.

• Skiftet i matematiklærere bliver mindre og mere fleksibelt. Det kan ske på passende tidspunkter og ikke nødvendigvis efter et bestemt klassetrin.
• Der vil åbne sig flere aldersintegrerede muligheder. De små vil opleve og skulle forholde sig til større elever som i bedste fald kan inddrages i aldersintegrerede forløb fx i de nye aktivitetstimer hvor små elever vil kende store elever som
• Det er sundt for den faglige kompetenceudvikling på skolen at man engang imellem skifter klassetrin så man ikke i for mange år imellem oplever såvel matematik på yngste – mellemste og ældste trin. I den faseopdelte skole er der en tendens til, at man gror mere og mere fast på ”sit” klassetrin.
• Det kan være voldsomt for nogen inkluderende elever, som skal have en langsigtet socialiseringsproces og en særlig langsigtet hjælp til det faglige.

…. for at nævne noget.

Jeg tror tiden er blevet en anden, end den var, da man fandt på den faseopdelte skole. - og som altid bør det være den sunde fornuft og de nye faglige og sociale udfordringer, som former strukturen og ikke omvendt. Det er tid til forandring.