Lempelser af Fælles mål?

Indledningsvis et kompliment til ministeriet for at indlede en dialog med de mange aktørgrupper omkring folkeskolen før en anbefaling videregives til ministeren. Deltagerne kvitterede med at være engagerede og diskussionsivrige.

Som et gennemgående træk for de fleste indlæg indgik ordet frihed ofte. En af mine kolleger fik noteret, at i løbet af den første formiddag var ordet frihed nævnt på power point eller udtalt mere end 300 gange. Som et centralt element mod et sådan frihedssøgende princip blev der fremført et ønske om at fravige det meget lineære og didaktisk monotænkende princip, som den læringsmålstyrede undervisning har været et udtryk for, og i stedet for øge friheden til at tænke i mange forskellige tilgange til læring - i en polytænkende ramme.

Ser vi tilbage på gennemførslen af Fælles mål 2018 blev den læringsmålsstyrede undervisning søsat for at signalere, at nu skulle der styr på læring, så man ikke bare underviste og lavede gode aktiviteter, men at man nu skulle have en mere klar artikuleret læringseffekt for øje. På mange måder et godt ønske, men grundpræmissen i det her er problematisk. Man kan planlægge undervisning men man kan ikke planlægge læring. Når eleverne skal lære noget, er der indbygget en uforudsigelighedsfaktor, som skal indgå i en lærers plan med undervisningen. Det begrunder bl.a. at læreren er tilstede for sammen med eleverne at kunne justere den tænkte undervisning, så læring bliver et mødested mellem den der underviser og den der undervises. Man ved som sagt aldrig helt, hvad der kan være tænkt i elevernes hoveder, når de forlader matematikundervisningen. Det ved enhver, som bare har været lidt sammen med børn. Og så er det ikke helt rigtigt. Hvis man betragter eleverne som robotter, hvor input afføder et output - og det er det, som er læring - er der bedre mulighed for forudsigelighed. Det betyder imidlertid, at man reducerer det lærte til adfærd. Når man spørger om 5 * 6, så svares der 30. Man overbetoner dermed læring som faktaviden og mindre afgrænsede færdigheder som fx at kunne addere med to-cifrede tal. Grundlaget for at fastholde en sådan læring er øvelse på øvelse og gentagelse på gentagelse - eller hvad der ellers findes af memotekniske muligheder. Det bliver således undervisning, hvor eleven lærer ved at huske procedurer og leksikalsk viden. Problemet med en sådan tilgang til læring er, at hvis ikke det giver mening for eleven, og hvis det ikke hele tiden holdes ved lige, så forsvinder det. Ønsker man derimod at udvikle elevernes forståelse, har man en langt større langtidseffekt. Har man forstået noget, forlader det ikke en - det bliver siddende som fx hvis man har set et billede af noget eller oplevet noget, som har påvirket en. Det kan så senere blive uddybet og nuanceret - men der er nu en grundlinje at forholde sig til og bygge på. Det pokkers er, at det er her uforudsigeligheden kommer ind.  Det er ganske svært at forudsige hvad det er som skaber forståelsen hos den enkelte elev - som etablerer en følelse af ejerskab og kontakt med tidligere viden og oplevelser. Hovedmidlet er her at tale sammen - lære hinanden at kende. Samtale fremmer forståelse i mere end en forstand.

Tilbage til diskussionen om lempelsen af Fælles mål.

I mødet med mange matematikvejledere og matematiklærer oplever jeg egentlig ikke det store behov for lempelser af de ministerielle Fælles mål. Jeg oplever snarere, at de fleste synes det er et fornuftigt redskab til at overskue en mulig progression i faget.

Det, der imidlertid er brug for, er en lempelse og frihed i administrationen og dokumentationen af mål og tilknyttede evaluering. Der synes fx at være kommet en overtolkning af, hvor mange mål der skal laves, som går helt ned til den enkelte undervisningslektion og for nogens vedkommende differentieret ud på enkeltelever. Et krav som aldrig har været tænkt eller formuleret af ministeriet. Det har skabt en dokumentarisme uden sidestykke i dansk skolekultur, som koster ustyrlig meget tid for læreren - og med et bekymrende banalt spørgsmål: Giver den investerede tid i det dygtigere elever i matematik?

Jeg tror så bestemt, det er klogt at gøre sig sine faglige mål bevidst, inden man går ind til undervisningen, så det ikke er tilfældigt, det der foregår, men hvorfor tror man ikke, det kan foregå i lærerens hoved? Hvor er merværdien i, at det står på ”et papir”?

Som betonet tidligere er det væsentligt, at en lærer kan agere fagligt professionelt i situationen med eleverne, og det kræver en klarhed i, hvad det er for faglige pointer, som er sat på dagsordenen. Han skal være i stand til at gribe nuet og holde sig de store linjer for øje ikke de små. Det er her, friheden kommer ind. 

I alt det her står de elektroniske læringsplatforme som elefanten i glasburet. Hele tænkningen i denne administrations-mastodont bygger på en forestilling om, at man kan deducere sig lineært til læring. En bekymrende form der reducerer lærerens tilstedevær til bogholder, som i uhyggelig grad minder om Skinners behaviorisme i 20’er og 30’erne. Man er nødt til at indse at god dybdelæring, er meget mere komplekst.

Skulle jeg anbefale noget så var det at skrotte disse platforme - det ville for mange lærere give en lettelsens suk. Tænk hvis en kommune havde det mod - om ikke andet så bare for at prøve det et år. Et lidt hurtigt overslag koster det en halvstor kommune op til ½ mio. pr. år. Man kunne i stedet overveje at ansætte en it-kyndig, som kunne lave en platform, som svarede til de behov og ønsker, man havde lokalt. I så fald kunne man i højere grad tænke på en platform, som en hensigtsmæssig faglig kommunikation mellem lærere, hvor man udveksler ideer - tanker - faglig viden - osv.

Friheden skal give fagudvalget momentum

På seminaret blev der også diskuteret, om friheden skal betyde en tilbagevenden til den privatpraktiserende lærer, hvor man kan gøre hvad man vil, når døren var lukket. Det er jeg enig i, er en uheldig bivirkning, som skal holdes for øje.  Det er rimeligt, at man som lærer ser sig som en del af et fagligt fællesskab på skolen, hvor der kan diskuteres matematikundervisning, og hvor der kan aftales fagdidaktisk og faglige rammer. Jeg ser her friheden, som en muligheden for at eksponere fagudvalget i matematik som en central enhed - måske som krumtappen i lempelsen af Fælles mål. Men det kræver, at man i ledelseslagene afsætter passende tid og muligheder til arbejdet.