Et fag i verdensklasse

Jeg vil med studie/og skoleårets begyndelse sende et par tanker fra min deltagelse i den nyligt afholdte konference som omtales som ICME (International Congress on Mathematical Education) med ca. 4000 andre matematikdidaktikere.

ICME afholdes over en uge hvert fjerde år og har en lang historie bag sig begyndende tilbage med dannelse af ICMI (the International Commission on Mathematical Instruction), som blev etableret ved den fjerde internationale kongres af Matematikere afholdt i Rom i 1908. Den blev oprettet for at støtte en så bred interesse for matematik i skolesystemet som muligt. Den primære opgave var at gennemføre sammenlignende studier af metoder og planlægning af matematikundervisningen på de ældste klassetrin og gymnasieniveauer over hele verden.  Det endte som en seksårig international komparativ undersøgelse i 187 bind med samlet 310 rapporter fra 18 lande.

Efter flere afbrydelser grundet verdenskrigene blev ICMI rekonstruereret igen i 1952 og fik sin nuværende internationale form. Det er lande, som er medlemmer ikke organisationer og enkeltpersoner. Danmark er medlem, og medlemskabet plejes af DMUK, Danmarks matematikundervisningskommission (se DMUK.dk), som holder to årlige møder om året med repræsentanter fra alle grene af uddannelsessystemet og faglige organisationer. Ud af ICMI opstod der et ønske om at kunne mødes globalt og tale matematikdidaktik, hvilket blev til ICME - som første gang blev afholdt i Lyon 1969.

Og hvorfor så denne uddybende historieforklaring? Denne lange historik og samarbejde har skabt grobunden for en international dimension i faget som er unik. Det gør det muligt uafhængig af kultur og nationalitet at diskutere matematikundervisning med stort set alle lærere og forskere over hele verden. En dansk matematiklærer indgår derfor i et fagligt fællesskab med flere millioner kolleger fra hele verden, som arbejder med samme faglige problemstillinger og med samme iver for at lære den kommende generation dette tankesæt og denne tankemåde, som gør elever klogere på sig selv og omverdenen. I både Beijing og Timbuktu er der elever, som arbejder med brøkbegrebet, som forsøger at beskrive en sammenhæng mellem to variable, som skal beregne rumfang og som skal forstå beviset for Pythagoras’ læresætning. Diskussioner om vanskeligheder i matematik, talentfulde elever ligner hinanden, inklusion, it som hjælpemiddel osv. er med nuancer stort set den samme over alt.

Som jeg skrev varer ICME en uge og i den tid oplever man meget tydeligt dette globale fællesskab. I pauserne støder man ind i utallige ligesindede fra det meste af verdenen og snakken går hurtigt ind i det der interesserer os - at forbedre betingelser for god læring og undervisning i matematik.

Det kan væremødet med Kerry Cue fra Australien som havde et ønske om gøre matematik mere spændende. Hun har oprettet sin egen hjemmeside med skøre påfund. Se selv mathspig.wordpress.com. Eller mødet med amerikanske Susan som forskede i hvordan og hvornår elever i USA arbejdede med bevisførelse i secondary school. Eller mødet med Laura fra Tyskland hvor vi havde en spændende snak om faglig inklusion i skolerne, som måske udvikler sig til en yderligere korrespondance. Eller hende fra Singapore, som jeg har glemt navnet på, som arbejdede med læseplaner i det Singaporske ministerium, hvor jeg lyttede til det store fokus ”Problem solving” og ”Metakognition” havde i deres bevidsthed. Eller Dr. Arthur Bakker fra Freudenthal instituttet, som beskrev interessante resultater omkring kropslig erkendelse (embodied mind) og matematiske begreber - men samtidig var noget kritisk over for ”bevidstløs” brug af bevægelse.

En sådan konference bevidner overbevisende, hvor stort et omfang den fagdidaktiske forskning har i verden. Søger man fx på Google efter videnskabelige artikler inden for matematikdidaktik får man omkring ½ mio hits. Det kunne ses på programmet, idet der udover en række fælles plenarforedrag, var over 50 temaer, som kørte parallelt gennem hele ugen. På mange måder dybt frustrerende for der var så meget, man gerne vil have hørt og diskuteret.

Og hvad vil jeg så sige med det?…

På vej hjem fra en sådan konference slog det mig, hvor tudetosset det er, at al den viden forbliver en hemmelighed eller er snævret forbeholdt en særlig mindre gruppe. Ikke mindst fordi jeg netop oplevede, at de spørgsmål vi stiller i Danmark også stilles i resten af verdenen.  Hvor spændnede at tænke på et fagteam som en global tænkning hvor vi i en smeltedigle af mange kulturer, politiske systemer, traditioner, økonomier måske kan se matematikfaget som en generel menneskelig global aktivitet, som ligger dybt i af os fra dengang vi fik tankens kraft. At se faget matematik ikke kun i et nationalt men også i et internationalt lys.  At gøre faget til en af det mest internationale fag vi har i Danmark - et fag i verdensklasse.

Det slog mig også, hvor få vi er i Danmark til at bære denne tanke videre - at være brobyggere i denne debat - og som kunne dyrke de internationale kontakter samt formidle dem i en spiselig udgave ud på skolerne. Og det understøttede endnu engang behovet for et nationalt videncenter i Danmark.