Bent Lindhardt
Blog
Ministeriet og de fyrretyve læringskonsulenter
Børne - og undervisningsministeriet har proklameret, at de i forbindelse med den nye folkeskolereform vil heltidsansætte 40 læringskonsulenter som på en eller anden måde skal være fødselshjælpere for fx en bedre matematikundervisning - men hvorfor indgår de mange dygtige matematikvejledere ikke som en del af denne strategi?
Det fremgår ikke klart af umiddelbart tilgængelige beskrivelser, hvilke forudsætninger disse læringskonsulenter skal have, andet end at de ”er de dygtigste lærere og ledere” - og at det i højere grad er hjælp til selvhjælp end docerende tale. Så langt så godt men … det giver anledning til eftertanke.
Igennem de sidste 8 - 10 år har vi i Danmark uddannet mange dygtige og engagerede matematikvejledere, som nu er forankret på den enkelte skole. De fleste har skulle gennemføre en hel PD uddannelse - et års samlet undervisning - for at nå så langt. Der findes ikke en samlet fortegnelse men et forsigtigt estimat kunne antyde, at der er omkring 400 matematikvejledere fordelt på hele landet - og flere er på vej. Det skal nævnes, at fordelingen er noget ujævn idet nogle kommuner virkeligt har satses på denne efteruddannelse, mens andre kommuner ingenting har gjort.
Dette antal i forhold til antallet af 40 læringskonsulenter som skal servicere omkring 1400 skoler inden for 200 skoledage kan vække bekymrende miner. Regner man lidt på mulighederne for kontakt med skolerne kunne man tænke sig at hver skole ca. havde 3 - 4 dage til alle fag og alle lærere på den enkelte skole. Det kan selvfølgelig forøges, hvis man tænker det over mange år - men her vil man vel se en vis utålmodighed brede sig, hvis ventelisten bliver for stor. Det kunne derfor se ud som en mulighed for at et ”kortere besøg” - men er det nok til at tro på, at det kan igangsætte en forandring? Tanken om, at læringskonsulenten vil fremstå som pædagogiske og didaktiske generalister kunne være nærliggende, så man rammer så bredt som muligt og så mange som muligt - og dermed frygten for, at det ikke rigtigt rammer nogen. Lidt om alt - kort fortalt.
Lægger man dertil en uklarhed om, hvorvidt man forestiller sig, at læringskonsulenterne også er faglige konsulenter (med ca. 17 fag gennem skoleforløbet) som har en faglig og fagdidaktisk ekspertice, som gør dem i stand til at vejlede fx matematiklærerne på skolen - så bliver bekymringen ikke mindre. Skal forandring af undervisning batte noget er det ikke nok at sætte lærers læringssyn til debat - det er lige så vigtigt at sætte lærerens fagsyn til debat.
Jeg færdes meget mellem matematikvejlederne og er dybt imponeret over deres engagement, indsigt og vilje til at skabe gode rammer for matematikundervisningen. Og så er de frem for alt ikke bare kollegiale ”idealister”, som man kan få lidt gode ideer hos, men en udpeget del af ledelsen, som har lov til at forestå pædagogisk udvikling i faget matematik. Jeg er meget overbevist om, at de vil være en fantastisk samarbejdspartner for ministeriet og at de via deres lokale forankring kunne implementere forandringer på et helt andet blivende niveau end eksotiske besøg udefra kan.
Det kan derfor undre, at man ikke i ministeriets strategi for at hjælpe skolerne ind i en reform af undervisningen indtænker denne funktion (og det kan lige såvel være læsevejledere som naturfagsvejledere).
En mulighed kunne være at smidigøre kommunikationen mellem vejlederne på landsbasis ved at tilrettelægge vidensdeling fx gennem social medier og årlige nationale træf, hvor man får lejlighed til at netværke, og hvor ministeriet får mulighed for at tale samlet til alle.
Og så kunne man sikre sig gennem aftaler med KL, at man selvfølgelig havde en matematikvejleder på hver skole i Danmark.