Er specialskolerne ladt i stikken?

Lærers og specialskolers henvendelser til ministeriet om hvad man skal gøre eller snarere ikke skal gøre med matematik, synes ikke at have øget afklaringen, men kun understøttet frustrationen og følelsen af at være ladt alene. Det kalder på hjælp. Såvel fælles hjælp til indre forandringer og offentlig/politisk hjælp til at skabe mere relevante og realistiske rammer for matematikundervisningen.

Bedre målrammer

Lige nu er der måske momentum for en offentligt indholdsafklaring. En såkaldt tværfaglig gruppe er fornylig nedsat i ministerielle rammer for at finde nye veje at gå efter at færdigheds - og vidensmålene er gået fra at være bindende til at være vejledende. Et momentum hvor man kunne overveje at tænke i at anbefale særlige mål til særlige skoler for særlige elever. Offentligheden har i forvejen defineret disse specialskoler som særlige, så hvorfor ikke etablere en særlig målbeskrivelse. Noget af forarbejdet er allerede gjort, da man fremstillede de såkaldte opmærksomhedspunkter som en form for særligt vigtigt kernestof. En sådan indholdsdiskussion for specialskoler kalder på overvejelser om, hvad der er ”need to know” og hvad der er ” nice to know”. Det kræver, at man i højere grad fokuserer på at eleven opnår livsduelige kompetencer. Det kunne være matematiske mål som

• giver eleverne muligheden for at klare hverdagen som borger.
• gør det muligt at agere og være accepteret i sociale fællesskaber.
• knytter sig til sandsynlige jobsituationer.
• sigter på personligt motiverede oplevelser.  

Forandringer i undervisningen

For nogle år siden deltog jeg i et udviklingsprojekt på en såkaldt gruppeordning med meget svagt præsterende elever, som netop rakte ind i den omtalte frustration. I den sammenhæng måtte jeg konstatere, at matematikundervisningen var meget læremiddelstyret forstået sådan, at eleverne gennem det meste af deres skolegang nåede at have samtlige ekstrabøger og lærebøger for omkring 1. klasse. Lommeregneren indgik ikke væsentligt på noget klassertrin. Det ældste hold, som jeg fulgte på syv elever, havde en præstationsspændvidde på bh. kl. - 2. klasse. Hovedsynspunktet var, at det eleverne skulle kunne var færdigheder i de fire regningsarter. Mange havde den opfattelse at der nok kunne gøres noget andet og bedre, men underviserne var meget famlende over for hvad og man havde generelt svært ved at finde brugbare lære - og hjælpemidler.

Undervisningen var i udpræget grad traditionel tavleundervisning og opgaveregning som en miniudgave af ”den rigtige matematikundervisning”. Og det til trods for normering - lærerressourcer og fysiske rammer gav muligheder for mange andre tilgange. Vi ændrede dengang undervisningen til det vi døbte episodisk matematik. Det blev karakteriserede ved:

• Øget brug af gæt og forventninger med efterfølgende undersøgelse af gættenes kvalitet.
• Øget brug af personlige erfaringer med de matematiske begreber i elevens genkendelige virkelighed.
• Mange forskellige gentagelser af de matematiske episoder, som eleverne indfører, herunder brugen af ​​video til dokumentation af hændelser.
• Øget brug af samtale og dialog i begge faser før, under og efter episoden
• Øget brug af konkrete materiale og spil.

Det resulterede i på ældste hold, at der opstod en øget motivation og accept til undervisningen. Flere elever begyndte at bruge mere af deres viden uden for undervisningen herunder i de tværfaglige og praktiske sammenhænge på skolen. Der blev registreret en øget koncentration og deltagelse. Den øgede anvendelse af det episodiske syntes at være hukommelsesfremmende. Der var enkelt elever som tilegnede sig færdigheder hurtigere og bedre hvilket blev opfattet som ”bemærkelsesværdigt”.

Min blog denne gang er dedikeret til de svageste af de svage samt til de lærere og pædagoger som prøver at gøre noget ved denne målgruppes matematiske dannelse.Det er et forsøg på at råbe offentligheden op, så de erkender problemerne og viser vilje til at igangsætte forskning- og udviklingsarbejde.Det er et forsøg på at appellere til læremiddeludbydere at betænke denne målgruppe.Og det er et forsøg på at få gang i en netværksdannelse af gode lærerkræfter, hvor man kan inspirere hinanden til forandringer mod en bedre undervisning.