Apropos Sydafrika - sort på hvidt

Mit indlæg er denne gang rodfæstet i et nyligt besøg over to uger, hvor jeg fik lejligheden til at lære Sydafrika at kende. Et land meget anderledes end Danmark og dermed en kærkommen lejlighed til at spejle vores virkelighed med deres.

Politisk er man som i Danmark meget bevidst om værdien af uddannelse og ikke mindst med at hæve landets matematiske og naturfaglige kompetencer, som er i et ekstremt underskud. Som en del af apartheidpolitikken sørgede man for, at det kun var hvide, som fik undervisning i matematik. De sorte og farvede fik mulighed for at kende lidt til tallene og regningsarterne, så de kunne fungere bedre som arbejdere men ikke mere - noget der kunne ligne regnefærdigheder på 3. - 4. klassesniveau i Danmark.  På den måde kunne man holde de sorte og farvede fra videregående uddannelser, hvor der krævedes matematiske kundskaber. Og på måde kunne man holde de sorte og farvede ude af samfundsdebatten når tal og modeller kom på bordet.  Det har betydet, at landet i dag lider under en voldsom mangel på matematisk og naturfaglig ekspertice og i ekstrem grad mangel på undervisere i matematik og naturfag. Jeg ved ikke, hvor mange gange man længselsfuldt spurgte til, om jeg kendte nogen, der havde lyst til at komme til Sydafrika for et undervise eller selv ville bosætte mig i landet. Det er fascinerede at tale med en befolkning og deres befolkning, der betragter det at få lov til at læse og lære matematik som en del af en demokratisk ret og nødvendighed for at klare sig selv og være en del af de demokratiske beslutninger i samfundet. Tænk hvis vi i højere grad betragtede matematik som en dannelse til samfundsborger, til evnen til kritisk og indlevet at kunne forholde sig til de mange prognoser og udsagn som ryger gennem medierne og den politiske samt administrative arena.

Det går ikke så godt fagligt for Sydafrika. I de test man laver gennem skolegangen (6. - 10. og 12. år) som forsøger at holde internationale standarder dumper omkring 30% af alle elever. Lærermanglen er enorm ikke mindst manglen på matematiklærere.  ”Der er behov for 22 000 nye lærere hvert år, og der uddannes kun 8 000 hvert år - sådan har det været siden demokratiets indførelse i 1994” (Professor Marc Schäfer, Rhodes University).

Og oven i dette er der store forskelle på skolerne rundt i landet

Jeg var inviteret til besøg på to meget forskelligt skoler - begge ”primary”-skoler, hvor eleverne gik op til 6. klasse. Den ene skole - skole A - var langt ude på landet, den anden skole B var midt inde i storbyen. På skole A var der kun sorte børn. På skole B var det mere blandet men mest hvide. Skole A havde næsten ingen penge og dermed ikke meget andet end en slidt tavle i et bart lokale, et simpelt lille kontor til al administration, en udendørs vandtank og ingen hjælpemidler. Skole B udstrålede økonomisk velståenhed og kunne vise mange faciliteter som opvarmet swimmingpool, it udstyr, kantiner, fritidsområde, stort og flot lærerværelse osv. Og så har jeg kun nævnt enkle ting, som demonstrerede forskellighederne.

I Sydafrika betaler man for at gå i skole, selvom det er ”kommunale skoler”. Staten bruger mange penge på det, men det rækker ikke så langt, hvilket betyder, at forældrene må klare resten. Det betyder, at skoler i rige områder har mange midler, mens skoler i fattige områder stort set mangler alt. En forskel som vi i dag ikke kender til i Danmark, men med tanke på hvordan skolerne udtrykker større og større vanskeligheder med at have råd til noget og med tanke på fremmarchen af de private skoler, så er her et godt eksempel på hvor langt ulighed kan gå.

Der er dog fællesnævnere

I alle skoler bæres der skoleuniform - og her synes der ikke meget slinger i valsen. Om eftermiddagen kunne man se eleverne vandre hjem fra skole i deres skoleuniform og det var uafhængig af område og velstand. Underlig ensretning for en dansker, men med lidt eftertanke kunne der måske være noget rimeligt i at udviske sociale forskelle ved at vise, at alle var ligestillede elever i skole.

På mange måder var opfattelsen af undervisning meget ens - om man stod i en fattig skole eller en rig skole. Det der skilte var midlerne ikke indholdet. På skolen på landet fik jeg lov til at deltage i undervisningen hos en 6. klasse - i et rum med ca. 35 elever som sad tæt 2 - 3 stk. med slidte skoleuniformer, ved faldefærdige borde med bogen ved siden af og en næsten ubrugelig tavle som stort set det eneste i lokalet

Da vi kom til samme klassetrin på skole B, var der gennemgang af ligningsløsning. Læreren gennemgik på samme måde den metode, der skulle anvendes punkt for punkt. Forskellen fra det tidligere, var, at her blev det skrevet på en smartboard, eleverne havde en flottere skoleuniform, bordene var solide og pæne, lokalet velholdt og med ting på væggene.

Læreren i skole A demonstrerede måske bedst, hvad de begge tænkte. På et tidspunkt fik han eleverne til at råbe i kor med ham: ”Do we like math” og alle råbte i kor ”yes, sir” - det blev så gentaget et par gange.  Han fik derefter højlydt pointeret over for eleverne, hvor vigtigt det var at kunne matematik og som han sagde ”There are only few rules in math. You just have to practice again and again”. En kort sætning som på mange måder afslørede læringssynet og gav samtidig en fin karakteristik af den matematikbog eleverne havde.

Jeg og en rejsefælle kunne ikke holde os tilbage. Vi måtte prøve noget sammen med eleverne som sad med undrede blikke og så spændte på disse mærkelige fremmede. Vi forsøgte os derfor med lidt lege og eksperimenter med enkle tal. Øvelser som man i Danmark ville kunne præsentere i en almindelig  2. - 3. klasse. Øvelser jeg har lavet adskillige gange, når jeg har været på besøg i indskolingsklasser. Og det plejer at gå godt. Her oplevede jeg imidlertid en forbløffelse over, at man overhovedet kunne stille den slags spørgsmål. Kan man undersøge noget i matematik - hvad var det dog for noget mærkeligt noget??? Sågar læreren demonstrerede en vis uro men forsøgte høfligt at hjælpe til. Velviljen til at lege med var meget stor - men situationen oplevedes helt, helt ny for eleverne.

Til sammenligning med dette kan nævnes et land som Singapore hvor undervisningsministeren til en stor national konference for nyligt holdt en stærk tale, hvor han præciserede, at regeringen så ”problem solving” som en af de vigtigste faktorer for at udvikle et samfund som deres.

Der er vist langt igen for Sydafrika men jeg sender dem som sagt en tanke, fordi jeg har oplevet en vilje til at få landet på fode - på alle mulige måder - men måske skal de have en hånd af