Talblindhed - findes det?

På baggrund af en forskningskortlægning om Talblindhed, som blev foretaget sidste år (se www.uvm.dk), har Undervisningsministeriet udbudt et projekt, som inden for en tre-årig periode skal udfærdige en talblindetest henvendt til folkeskolen med tilknyttet testvejledning og pædagogisk vejledning til undervisningstiltag. Jeg - gennem min institution UCSJ - samt lektor Lena Lindenskov - gennem DPU – bliver projektledere. Ud over os indgår der gode folk som lektor Michael Wahl Andersen, konsulent Pernille Pind, Professor Peter Allerup og lektor Lisser Rye Ejersbo. Projektet er først ved at blive løbet i gang i disse måneder, men jeg tillader mig at løfte sløret lidt for at informere tidligt, måske inddrage interesserede og lytte til røster omkring initiativet. Dette udelukkende for egen regning og ikke holdet.

Der er ikke enighed i forskningsverdenen om, hvordan man skal forholde sig til talblindhed i navn af dyskalkuli. Olof Magnes – svensk professor og mangeårig forsker i området – oplistede på et tidspunkt op til 70-80 forskellige navne med dertil hørende forskellige definitioner. Redaktøren på et fagligt tidsskrift om ”Learning disabilities” skrev på et tidspunkt i en leder, at det undrede ham, at hver gang han fik en videnskabelig artikel om dyskalkuli,  fik han også en ny definition. Han konkluderede derfor i sin leder at det måtte være en meget ”ung” videnskabelig problemstilling, som ikke havde fundet sine ben endnu.

Op imod denne uenighed har vi efterhånden mange cases, som rimeligt samstemmende konkluderer, at der er folk som bøvler forundrende meget med simpel talgenkaldelse og talgenkendelse, samt simple talberegninger. Forundrende i forhold til deres sædvanlige alderssvarende præstationer i fx dansk og fremmedsprog. Personer, som må foretage mange oversættelser fx ved at omforme nitaller til billeder som liggestole, så tallet 99 fremstår som ”liggestol – liggestol”. Personer, som har store vanskeligheder med tidsfornemmelse og aflæsning af tid (specielt analoge ure). Personer som har ekstremt forkerte gæt på størrelser fx at en blyant vejer 24 kg og som har svært ved at overskue handel med penge. Personer, som har svært ved enkle beregninger og som oplever tabeller som meget vanskelige at lære. Personer som bøvler med at aflæse skemaer og tabeller o. lign. Jeg har haft heldet at have mødt en del af disse unge mennesker og voksne, som med rimelig konstans beskriver tilstande som refereret. De har opsøgt mig for at forstå denne indestængte frustration, som jeg bedst kan beskrive ved følgende citat fra en af dem i forbindelse med hun skulle svare på længder og afstande: ” Inderst inde ved jeg det godt, men jeg kan bare ikke få det ud. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt – jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.”

De fleste af dem jeg har talt med har et meget lavt fagligt selvværd, har et stærkt belastet forhold til matematik og matematikundervisning samt en oplevelse af dumhed som ofte kalder tårer og vredesudbrud frem, når vi taler om det. Mange af dem har ikke haft lejlighed til at få talt om denne følelsesmæssige modstrid - at kunne forstå så meget andet men lige tallene ….? En frustration de ofte i mange år har søgt en forklaring på, så de bedre forstod sig selv og som måske kunne bruges til at skabe en større anerkendelse fra omgivelserne af deres handikap.

Spørgsmålet er nu, om man kunne have gjort noget, som kunne have hjulpet disse personer tidligere at forstå sig selv, om man kunne have skabt et bedre læringsmiljø for dem fx med et øget brug af kompenserende hjælpemidler. Mit svar er ja, det tror jeg. Jeg tror, der kan gøres noget mere målrettet i matematikundervisningen og information/efteruddannelse af lærere kan forbedres, så de talblinde elever bedre bliver anerkendt og forstået.

Skal vi gøre noget særligt i matematikundervisningen for disse elever, kræver det, at vi kan kortlægge talblindhed og for at kunne det, skal vi turde udvælge en række kendetegn, som i rimelig grad kan afgrænse gruppen. Det indebærer i min optik en accept af, at der er tale om en funktionsnedsættelse – og at årsagssammenhængen primært knytter sig til neurologiske problemer. Et problem, som ikke kan løses med et snuptag, men formodentlig er et handikap de talblinde skal forsøge at håndtere gennem hele deres liv.  Det skal selvfølgelig ikke fremkalde handlingslammelse hverken hos eleven eller læreren men invitere til mere realistiske mål og måske en øget brug af kompenserende hjælpemidler. Det er bl.a. noget af det vi skal arbejde med i projektet. Der er således tale om specifikke læringsvanskeligheder og ikke generelle læringsvanskeligheder – en skelnen det er væsentligt at fastholde – og dermed en mindre gruppe. Vi opererer selv med forventning på 1 – 2% i forhold til de erfaringer vi pt har.

Det er ministerielt bestemt, at testen skal målrettes 4. klasse og vi søger derfor lærere, der mener de har mulige talblinde elever i klassen, og hvor disse elever kan indgå i forskellige dele af vores afsøgning af fænomenet. Man kan skrive til mig på bli@ucsj.dk.