Tør dine elever fejle?

På det nyligt afholdte folkemøde på Bornholm oplevede jeg en interessant paneldebat om børns trivsel, hvor Børnerådets formand Per Larsen bl. a. sagde:

”Vi må konstatere, at trivslen går den forkerte vej. Der er alt for mange unge og børn, der ikke trives i det her land. 61% peger på, at præstationspresset kommer af den vogn, som de bliver spændt for i skolen".

I en anden undersøgelse bemærkede jeg, at mange elever i folkeskolen er bange for at markere i undervisningen på spørgsmål fra læreren af frygt for at fejle.

De to undersøgelser opfatter jeg som begyndende tegn på en skolekultur, som er ved at udvikle sig i en gal retning og derfor kalder på bekymring. Bekymring, der vedrører elevernes personlige dannelse til livsduelige mennesker, der kan agere i fællesskabet men så sandelig også en bekymring for elevernes læringsproces. Det giver ikke mening i min optik at tale om et godt læringsmiljø, hvis undervisningen er præget af mistrivsel og dermed af mangel på tryghed og tillid. Forskningen kan bevidne at et læringsmiljø, hvor eleverne trives afstedkommer langt bedre muligheder for at etablere en fordybelses- og forståelseskultur, som giver mulighed for ejerskab til de matematiske begreber. 

I en sådan kultur er det centralt, at man tør fejle og prøve sig frem i matematikundervisningen - altså synliggør, at man er på vej, men ikke nødvendigvis er i mål med den opgave, som skal løses. Det er derfor vigtigt, at eleverne opfatter det som accepteret af både lærer og kammerater, at man må ”dumme sig”, som det første skridt på en erkendelse.

Der er sikkert mange forskellige grunde til at det ikke er så nemt. Det kan være den såkaldte perfekthedskultur som synes at florere blandt eleverne, holdninger fra forældre, dårligt kammeratskab, mobning på de sociale medier, interne konkurrencer osv. Men det kan også være, at man kan gøre noget som lærer - noget man kan overveje inden man næste gang entrerer klasselokalet til matematikundervisningen.

Du kan spørge bedre

Alt for ofte spørger man efter et bestemt formelt svar, som enten kan være rigtigt eller forkert, og signalerer på den måde over for eleverne, at der er nogen som ved det og nogen som ikke ved det. De elever, som ikke kender det rigtige svar, lader være med at gøre noget og overlader arenaen til de såkaldte ”dygtige”.

Lad os dvæle ved et typisk spørgsmål knyttet til et måleemne om længde i de yngre årgange som ”Hvor mange centimeter er der på 1 meter?”. Et spørgsmål som sigter på et klart og entydigt svar - enten ved man det, eller også ved man det ikke. Det er også nemt som lærer at forholde sig til svaret. Og orker man ikke at tale med eleverne, kan man altid lave en Kahoot. Spørgsmålet kan betegnes som et ”tjek” spørgsmål. Det indeholder ikke nogen væsentlig grad af elevinddragelse samt afsender det signal, at matematik handler om rigtige eller forkerte svar. Man kunne også prøve at spørge anderledes, som jeg vil påstå kan øge antallet af elever som lader sig involvere.  Det kunne være spørgsmål som:

1. Oplevelsesspørgsmål fx ”Er der nogen som har målt noget for nyligt” ”Kender I nogle måleinstrumenter som kan bruges til at måle længder?”
2. Gættespørgsmål fx ”Hvor lang tror I denne pind er?” ” Er der noget i lokalet som er ca. 1 m langt?” ” Er der noget som er ca. 1 cm langt?”
3. Tankespørgsmål fx ” Hvorfor tror I man har opfundet en bestemt længde man kalder en meter?” Hvorfor har man delt meteren ind i mindre dele?”
4. Elevspørgsmål fx ” Her har jeg en ting med. Kan I stille et spørgsmål hvor jeg skal bruge en lineal til svaret? (eller et andet måleinstrument)
5. Flere svar - spørgsmål fx ”Nede i min pose har jeg to pinde. Den ene er 2 cm længere end den anden. Hvor lange tror I pindene er?”

…. der er givet andre men nu er vi startet.

Tro på eleverne så bliver de dygtigere

På et tidspunkt deltog jeg i et projekt om faglig inklusion i matematik sammen med en række 4. klasses lærere. I en af klasserne lagde vi ekstra vægt på at læreren i minimum 2 minutter henvendte sig med interesse og positiv holdning til en af de lavt præsterende elever - med forbløffende store og hurtige forandringer til følge. Det, at eleven oplevede sig hørt og set, mere end hun var vant til, var tilstrækkeligt til påviseligt bedre resultater.

Mange forskningsresultater viser det samme - at faglig selvtillid er en afgørende faktor for præstationsniveauet … så bare 2 minutter.

Du kan gøre fejl og forskellighed i metoder og svar til en synlig del af læringen

De opgavetyper man anvender kan i sig selv signalere at ”fejl” i virkeligheden er de første gætterier og hypoteser, som eleverne afprøver for om muligt at få bedre og mere brugbare svar. Det kræver en vis åbenhed i opgaverne samt frihedsgrader til elevernes egen undersøgelse.

Det kunne være opgaver som: at finde ud af hvor mange bøger der er på biblioteket, finde eksempler på regnestykker der giver 100, finde arealet af aulaen, undersøge hvor mange håndtryk der skal til hvis alle i en gruppe skal sige goddag til hinanden en gang osv.

Men det kan også være en anden måde at diskutere svaret på enkle spørgsmål som ”Hvordan regner du ud hvad 20% af 250 kr. er?” Man kan fx starte med at give svaret, så eleverne bruger tid på at overveje forskellige veje hen til svaret. Man kunne også indlede med, at alle elever anonymt skriver, hvad de tror det giver og bruger det til at tale om hvilke tanker der har været bag hver af de forskellige svar.

Overordnet handler det her om en grundlæggende holdning om at man har respekt for hinanden og accepterer forskelligheden i fællesskabet. Det sker ved, at eleverne oplever en lærer, hvor de føler sig set og hørt  …  så trives de bedre og motiveres bedre for læring.