Selvfølgelig skal matematikken ind i daginstitutionerne

Regeringen har længe rumlet med ønsker om at bringe leg og læring i et samspil allerede i daginstitutionerne. Med de seneste udmeldinger fra politisk side synes startskuddet endeligt at have lydt – og lad os bare gå i gang for jeg er helt enig.
Jeg bemærker, at visse bekymrede sjæle tænker at vi ”skolificerer” daginstitutionerne og havde det været tanken, deltog jeg gerne i bekymringen. Det centrale er her at skelne mellem den uformelle læring og den formelle læring – at skelne mellem organisationen skole og det at lære sig noget i kontakt med andre børn og med voksne. Små børn skal selvfølgelig ikke have omdannet deres pædagoger til ” lærere som står ved en tavle ” og de ”skal ikke øve sig i at skrive tal og regnestykker i kladdehæfter” – men de skal så sandelig observeres og udfordres i deres leg og virke, når det drejer som og tal, tælling, former, mønstre, kategorisering, relativ måling, sprog, forklaringer osv.
I matematikdidaktisk forskning er der ikke mange spor af bekymring for at starte tidligt med at tilegne sig et solidt erfaringsbaseret fundament inden for de matematiske begreber. Tværtimod – vi har flere resultater, der siger, at man meget tidligt kan iagttage mulige kommende vanskeligheder og kan gøre noget ved dem.
Et lille eksempel: Nyere forskning (Professoer Siegler m. fl.) har påvist, at børns billeder af tallinjen ikke er så enkel en erkendelse som først troet. Siegler viser, at der er en forbløffende stærk sammenhæng mellem den opfattelse børn har af, hvor tallene skal stå på en tom tallinjen, hvis de selv må vælge en placering og så den logaritmiske skala (hurtigt fortalt). Børn tænker som udgangspunkt ikke, at de naturlige tal ligger med afstanden 1, altså der er lige langt mellem 4 og 5 som 101 og 102 men tværtimod, at tallene ligger med kortere og kortere afstand, jo større de bliver – i stil med en perspektivisk tegning af en tallinje, som bevæger sig ud i horisonten. Siegler kan også konstatere, at simple lege med brætspil påvirker børnene betydeligt mod det mere rigtige billede af tallenes placering – så hvorfor ikke inddrage det i hverdagen?
Vores nabolande har været i gang længe. I Norge har man i samarbejde med forskere udviklet et observationsmateriale der omtales som MIO. Det er afprøvet på mange norske daginstitutioner (ca. 600 i 2000 og ca. 400 i 2008) for at finde aldersbetingede observationspunkter, når man skal vurdere, hvor et barn er i sin tilegnelse af matematiske begreber. Jeg som projektleder og lektor Michael Wahl Andersen og lærer Lone Pedersen som ansvarlige har gennem de sidste år afprøvet mulighederne for implementering i danske daginstitutioner – det er der kommet en lille rapport ud af, som kan downloades fra www.navimat.dk. Et af resultaterne var pædagogernes positive overraskelse af, hvor meget af det de allerede gjorde, der indgik i matematisk opmærksomhed, men som måske for ofte ikke blev set, udfordret og systematiseret godt nok. Der var tale om en øjeåbner, som blev taget imod med stor iver. Man blev bl.a. overrasket over, hvor meget sproglighed, der var knyttet til matematisk begrebsdannelse, og hvor simpelt det kunne være at skabe udfordringer uden at gøre det til ”skole”matematik.
Observationstænkningen tog udgangspunkt i seks aktiviteter som centrale for en matematisk dannelse.
• Forklaring (”Den kan ikke komme ned i spanden fordi den er for stor”)
• Lokalisering (”Bamsen er ved siden af kassen”)
• Design (”Se mønstret i min flotte perlekæde”)
• Tælling og kvantificering (”Der er 1 -2- 3 sten”)
• Måling (”Jeg er højere end dig”)
• Lege og spil (”Du skal være mit spejl og gøre det samme som mig”)

MEN – vi har et problem – ingen pædagoger i Danmark er eller bliver uddannet til det her. Der er, så vidt jeg er orienteret, stort set heller ingen udbud af efteruddannelsesmuligheder … og det går ikke. Jeg valgte derfor for et år siden sammen med en kollega Charlotte Andersen fra læreruddannelsen i UCSJ at igangsætte og udføre et udviklingsarbejde i samarbejde med det tidligere Frøbelseminarium i Roskilde. Det viste sig imidlertid meget vanskeligt at nedbryde, de forestillinger, man som pædagogstuderende havde omkring matematik, mange var angstprovokeret og fremviste store aversioner knyttet til ”alt hvad der har med matematik at gøre”. En mindre gruppe overvandt dog barriererne og deltog i efteråret 2012 i et kursus i matematik i børnehøjde. Kurset var på 9 lektioner og efterfulgt af en uges tværprofessionelt arbejde i samarbejde med lærerstuderende (yngste klassetrin). I den tværprofessionelle uge blev der fokuseret på at være i praksis for der at fremmane situationer, som kunne illustrere børns matematiske handlinger og sprog. Det blev optaget og redigeret og efterfølgende fremvist og diskuteret. Ved evalueringen fremkom der mange begejstrede vurderinger, som gik både på det spændende i at arbejde sammen på tværs af professioner og at få øjnene op for et helt nyt felt i børns udvikling. Inden udgangen af året vil der foreligge en rapport om forløbet på KomMats (kompetencecenteret for matematikdidaktik) hjemmeside www.kommat.dk.