De havde ikke rigtig tid

X indledte: "Mig og skole - det går bare ikke? ... og matematik det har jeg aldrig forstået." Jeg kunne se, hvordan hun blev berørt. Det udløste en lang beskrivelse af mobning - flytning fra den ene skole til den anden. X fortsatte: "Jeg mødte på skolen hver dag, men jeg lod som ingenting og ventede bare til at skoledagen var forbi. Jeg blev beskyldt for at være doven, og det blev jeg da også, så der er meget matematik som jeg ikke kan. Det sidder stadig i mig - jeg kan simpelthen ikke finde ud af, at begynde en uddannelse"  Øjnene flaksede hos X og jeg fornemmede, at der var mange episoder som passerede revy. ”Når jeg handler og skal finde ud af procent - så er der én der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre” Finder mobilen frem med tydelig vante bevægelser og trykker pr. refleks på nogle taster.

Y supplerede: "Ja jeg er blevet diagnosticeret til at have ADHD og så kan jeg bare ikke det med tal. De sagde også til mig, at jeg var dum og doven for det der matematik er sådan noget alle kan lære." Jeg kunne ikke dy mig og interviewede hende om hendes vanskeligheder og måtte konstatere, at hun stort set reagerede, som man ville forvente af en person med talblindhed. Hun blev ganske overrasket over, hvor meget jeg "kendte til hendes vanskeligheder", idet ingen havde spurgt hende om det før.

Samtalen blev længere og dybere og jeg forbløffedes over disse to ubekendte størrelser som på trods alligevel havde fundet et overlevelsesinstinkt frem og turde bevæge sig ind i fremtiden og udfordre den matematik, de mødte. Jeg så og hørte potentiale i dem, som fik mig til at spørge, hvorfor det gik så galt? Kunne det ikke have været anderledes?

Deres eget svar var: "De spurgte aldrig rigtigt" "De havde aldrig rigtig tid" og ”de” var lærerne - skolen.

"Rigtig tid og spørge rigtigt" ... det rungede i hovedet på mig, da de var på vej ud af restauranten. Hvorfor fandt vi ikke tiden til disse størrelser??

Den tyske forfatter Michael Ende har skrevet et dejligt eventyr om Momo og tidsrøverne, som synes mere passende end nogen sinde. Momo har en gave, der kommer alle til hjælp, nemlig kunsten at lytte med forstående tavshed. Med sin barnlige, åbne indstilling og sit rolige sind forstår og respekterer hun menneskene omkring sig som de er, og det er derfor ikke svært for hende at gøre sig venner med både børn og voksne. Men der er folk, der ikke er tilfredse med Momos eksistens, og for hvem hendes tålmodighed er en plage, der blot ødelægger deres egne planer. En mystisk kraft udefra som få har set og ingen husker blander sig i menneskenes fredelige liv og tager tiden fra dem – tidsrøverne.

Lad os tænke det hele ind i matematikundervisningen. Tid er blevet en kampplads for mange interesser. Politiske interesser knyttet til lærernes arbejdstid, hvor de vil have mere for pengene. Oplægsholdere, konsulenter m.m. og alskens missionærer i undervisning og læring har meninger om hvad og hvordan tiden skal bruges. Vi skal være meget mere strømlinede i vores mål og gøren med eleverne. Det skal planlægges i detaljer. Tiden må ikke spildes og så skal vi også lige huske at nå … og så skal vi også lige nå … og så skal vi også lige nå …

Stop her. Måske kunne vi vende det hele på hovedet? Fjerne den store tunge rygsæk med alle forventninger og forskrifter fra den ene eller anden leder, fra læringsguruen, idealisten, lærebogen osv . Gå uforberedt ind til vores elever og prøve et øjeblik bare at have rigtig tid sammen med dem. Gøre noget matematik man vil sammen, som er det rigtige lige nu. Nå det man kan nå. Forsøge at være bedre tilstede i nuet og blive der – lade tiden stå stille og lade ens ekspertice og viden følge nuets tilstand – ikke som passiv iagttager, men som en der kan indleve sig i nuet og turde indgå i det. Brug sin intuition og sim impuls. Gøre alt det man har fået at vide er forkert, men som lige i den stund er rigtig. Det handler luge nu kun om, at man kan mærke sine elever og de kan mærke en. Bare den ene lektion, hvor tiden og de mange planer får lov til at gå i stå.  Ville X og Y opleve en anden slags lærer – en lærer som de måske nu oplevede tilnærmelig på en anden måde?

Men det er ikke nok. X og Y ville have brug for direkte kontakt med læreren på en måde, så de føler sig set og indset. At læreren over for eleven tør lade tiden stå stille og være tilstede og – som de siger – være i stand til ”at spørge rigtigt”. En stund hvor man ignorerer alle tidsrøverne og koncentrerer sig om samværet.

Man skylder X og Y at lære dem ordentligt at kende. Måske har vi ikke rigtigt set dem som de faktisk er. Det er således ikke analysen af, om de skal have det ene eller det andet bogmateriale, eller i-trygsæk eller kursus i addition eller … men ganske enkelt et humanistisk forsøg på at skabe stjernestunder, hvor eleven føler sig set og hørt.  En stjernestund som var et personligt løft der kunne styrke selvværden og udvikle sig til et langt stærke fagligt løft

I mit indre blik dukker X og Y op som jeg ser dem slendre ud af restauranten - og et svagt øjeblik synes jeg at genskabe et billede, hvor ryggen var rettet lidt mere op og skridtene mere faste – her efter snakken.