Det kan anbefales at være matematikforfatter

Bemærkningen til prisoverrækkelsen fik mig til at tænke videre over missionen i at udgive matematikmaterialer, hvor jeg som udgangspunkt nærer en dyb respekt for dem, der tør give sig i kast med at formidle matematikken ind i børn og unges univers. Det er vanvittigt spændende men bestemt ikke nogen simpel proces. At omsætte sit læringssyn og fagsyn til sider i en matematikbog eller en portal på en hjemmeside er en ganske stor mental og intellektuel prøvelse. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig, når man ser resultatet - det er jo bare en række opgaver, aktiviteter og forklaringer men problemet er at man ikke ser alle de fravalg, der er foretaget inden ”siden” er færdig - som måske er det største arbejde. Altså hvad vil man ikke have med - og hvad skal ikke være der, fordi det bliver for meget, for svært, for uoverskueligt osv.

Analog eller digital?

Ved prisoverrækkelsen indgik der i et debatindlæg overvejelser om den analoge bogs fremtid op mod den accelererende digitalisering. En debat som jeg har fulgt gennem de sidste 20-30 år og som mange gange har forudsagt bogens død uden, at det er sket. Af en eller anden grund er den mere sejlivet end som så. Sammenligner vi med andre kommunikationsmidler er musikbranchen interessant. Følger man udviklingen tilbage fra vinylpladernes tid er der sket mange meget hurtige forandringer. LP plader blev afløst af kassettebånd som blev afløst af CD-er som nu er afløst af streaming fra nettet som snart … så hvorfor er det ikke gået på samme måde med bogen i skolesammenhæng? Er det træghed i systemet eller kan den analoge bog noget som det digitale ikke kan? Jeg tror på den kan noget.

Hvor den digitale tænkning lægger op til mange valgmuligheder, uendelighed og forskellige perceptuelle tilgange er lærebogen endelig, lineært fremstillet og ensartet i sit udtryk. Hvor den digitale fremstilling dyrker alle mulighederne og fleksibiliteten, dyrker det analoge forudsigeligheden. Netop i en læringsproces kan det således være nyttigt at nogen angiver en struktur og en overskuelighed som kan fungere - hvilket lærebogen i analog udgave har som hædersmærke.

En væsentlige side af lærebogen i matematik er en gennemtænkt progression - at tage stilling til et antal ”trædesten” med en passende stigende fordybelse, som gør det muligt for eleven at komme ind i en forståelse af begreberne. Den analoge lærebog indikerer således en vej at gå som er tænkt ind i de rammer der nu er i en klasse i Danmark. Opgaver og forklaringer kommer i en udvalgt rækkefølge. Der er tænkt i progression knyttet til sværhedsgrad, grad af formalisme og abstraktion. Der er ikke for få og ikke for mange opgaver osv.

Lærebogen - ven eller fjende?

Alt det, der således skal opfattes som en udstrakt hånd til god undervisning, er også det man kan udtale sig bekymrende og kritisk om - for hvor bliver lærerens handlemuligheder af, hvis man skal følge og nå bogen?

Som i så mange andre sammenhænge er debatten for unuanceret.

For det første er lærebøger ikke en entydig størrelse. Der er mange forskellige lærebøger med forskellige tilgange til faget og forskellige læringsmæssige valg. Man kan således vælge det der passer.

For det andet er lærebogen ikke et krav, men en mulighed. Man kan som ved dårlige tv-udsendelser slukke for dele af programmet frem for at sidde og lade sig irritere. Man behøver således ikke droppe abonnementet til DR. men måske i højere grad fravælge noget, hvis det ikke passer en.

For det tredje er det en meget vanskelig sag at fremstille gode matematikspørgsmål og aktiviteter som giver den fornødne indsigt for eleven. Skulle man som lærer lave det hele selv, kunne der være en risiko for at de mere banale opgaver ville florere idet de mere righoldige matematiske opgaver kræver rigtig meget tid at fremstille. 

Fremtiden

Jeg holder af lærebogen som Dan Turell holdt af hverdagen. Jeg tænker den har en fortsat rolle, som det overskuelige styrebrev i et for mange elever uoverskueligt fagligt univers. Den er derudover et godt spejl til læreren, så hun ikke skal opfinde matematikken men mere fravælge evt. supplere indholdet. Det betyder ikke, at det er et enten/eller mellem det analoge og det digitale men en afbalancering af de to former.

Det kræver dog, at de lærebøger der udgives holder en faglig standard, der er i orden. Man skal kunne stole på, at vi som forfattere yder vores bedste, er fagligt kvalificeret og har øje for, hvordan man henvender sig til eleverne, så de opfatter det både interessant og meningsfuldt.

Man skal kunne stole på, at den lærebog man står med i hånden, har været gennem den nødvendige kvalitetskontrol. Det stiller også krav til udgiveren.

Det er derfor meget vigtigt at godt kræfter fra praksis til forskning fortsat tør involvere sig i at udvikle matematikfaget - følger med i hvad der sker nationalt som internationalt og forsøger at få denne viden ud gennem nye lærebøger til eleverne i et samarbejde med et kvalitetsbevidst forlag.