Man bliver ikke bedre til matematik ved at klatre i træer

Der er kommet en ny bevægelse i den danske folkeskole - yderligere forstærket af folkeskolereformen. En bevægelse som bekendtgør, at læring skal ske i bevægelse. I stadig hyppigere radiosekvenser og TV indslag hører og ser man elever, som hopper, løber, triller og kaster i alverdens variationer. Som regel indgår der i indslagene udsagn om, hvor godt det er for deres matematikkundskaber og hvor glade eleverne er for det. Meget bedre end at sidde ned hele tiden - som en elev i et indslag fortæller. Forståeligt nok. Der er behov for variation i det, vi skal lære  - så man oplever nye måder at se det samme på - hvilket der også er forskningsmæssigt belæg for. Mit spørgsmål er blot hvilke faglige mål, man synes at få opfyldt ved disse aktiviteter?

Meget af det, jeg ser og hører om, er betænkeligt langt væk fra god matematikundervisning. Det ligner mere et forsøg på at opprioritere udenadslære og et forsøg på at uddanne eleverne til lommeregnere. Jeg er bekendt med, at man i det faglige miljø omtaler det som fluesmækkerpædagogik - og dermed med rette ironiserer over det stærke fokus på selve aktiviteten frem for indholdet. I et af disse radioindslag bemærkede jeg, at eleverne var på et orienteringslignende løb, hvor der skulle kaste med frisbees. Inden de skulle kaste, var der nogle minusstykker, som skulle regnes for at få point - eller noget i den stil.  Ikke overraskende at eleverne gik op i at konkurrere, men er det god matematikundervisning? - er det ikke bare en god aktivitet? For det første synes jeg, det er mærkeligt at lade eleverne være ude i virkeligheden uden at relatere regnestykker til den virkelighed de er i - altså overveje noget meningsfuldt hvor eleverne skulle anvende subtraktion. For det andet viser man et fagsyn over for eleverne, som signalerer, at matematik er udenadslære og et spørgsmål om at huske eller ikke huske noget. Bekymrende, når man i dag satser på, at elever kan ræsonnere, stille spørgsmål,  problemløse,  matematisere, kommunikere om matematik osv. Det ligner en primitivisering og forsimpling, som bør kalde på debat i fagteamet. Bekymrende, når vi ved at forståelse og indsigt bedst opstår i dialog og sproglige fællesskaber, hvor man får lov til at bruge tid på tanken.

Og så er det vel heller ikke værre… nej - hvis det kun var engang imellem for selvfølgelig er der paratviden eleverne skal tilegne sig, men det ligner, som jeg indledte med, en bevægelse, hvor man overeksponerer det her.

Der er selvfølgelig situationer, hvor bevægelse og indhold i matematik kan spille sammen.  Aktiviteter som har klare relationer til de faglige pointer ,man ønsker eleverne skal tilegne sig.  Det giver faglig mening at bygge en kubikmeter sammen for at have en fornemmelse af størrelsen, at gå en kilometer for at have erfaring med længdeenheden, at gå på en tallinje for at forstå afstanden 1 osv. Oplevelser af den slags kan bestemt anbefales.

Bevægelsen for bevægelse er dog ikke blot et overfokus på en for ukritisk fokusering på elevmotionering i fagene. Det stikker dybere. Der har bredt sig en overbevisning om, at det at bevæge sig i selv er læringsfremmende - måske gennem en oplevelse af, at hjernen er en muskel som via motion udvikler sig som muskler i armene, når man går til fitness eller på lignende måder træner. Et billede jeg vil påstå ikke er sandt. Hjernen er ikke en muskel og man udvikler ikke ”hjernekapacitet” ved at motionere, men ved at træne tanker.

Thomas Moser er professor i idrætsvidenskab ved Højskolen i Vestfold i Norge, og han er blandt de førende forskere i Norden inden for pædagogisk forskning i krop og bevægelse. Han siger:

”Der er en statistisk sammenhæng mellem det kognitive og det motoriske niveau på en sådan måde, at de kognitivt dygtige også er motorisk dygtige, og omvendt tydeligt nok  …. men det er udelukkende en statistisk sammenhæng ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng”

”Forskningen tyder på, at fysisk træning er gavnlig for børns sociale funktioner, deres sprog, selvbillede og tro på egen mestringsevne. Dét kan betyde, at de får et bedre grundlag for at lære.”

Altså - lad det at bevæge sig være godt nok i sig selv - det er her de får frisk luft, leger og spiller med hinanden, får øget det personlige selvværd, får videreudviklet de sociale relationer osv. Det er ganske fint i sig selv - det behøver ikke være fedtet ind i matematik. Det har sin egen indirekte betydning for motivation og læringsparathed. Thomas Moser fortsætter

 ”Jeg mener selvfølgelig, at det er utroligt vigtigt og nyttigt at dyrke idræt, men hvis man påstår, at fysisk aktivitet kan gavne både det ene og det andet, og det viser sig ikke at passe, så skader man den gode sag. Man bliver ikke bedre til matematik ved at klatre i træer.”