Bent Lindhardt
Blog
Ti nu stille
Vi kan ikke lade være. Det kommer til os som et indre pres, det er svært at modstå. Vi holder mest af alt af … forklaringen. Som tenoren der ikke kan lade være med at forløse sin stemning i sang, som maleren der ikke kan lade være med at have sin skitseblok klar, så han kan fastholde et syn og som fotografen der har sit kamera tæt ved hånden hvis øjeblikket viser sig. Sådan har vi det med forklaringen. Den ligger lige på tungen, hvis muligheden viser sig. Den er en vigtig del af vores identitet. Det er den vi først og fremmest anvender, når den lærende skal lære.
Forklaringen bliver ofte en central størrelse, når der undervises så lad os et øjeblik kigge inden for i en matematiktime i ottende klasse på en tilfældig skole et sted i Danmark. Undervisningen starter og læreren slår takten an - nu iscenesættes et nyt kapitel i klassens matematikhistorie. Og sædvanen tro begynder det hele med forklaringen - eller gennemgangen. Det kan være gennemgang af nyt stof, gennemgang af lektier m.m. Kigger man rundt i klassen mens forklaringen forløber fornemmer man en vis aparti - jo nogle få er med men mange viser en fjernhed i blikket som tyder på der ikke er særlig god kontakt mellem den der forklarer og den der lytter. De venter kun på startskuddet til dagens arbejde … som jo skal klares inden lektionen er forbi … så stopper han ikke snart ellers når vi det ikke. Denne iscenesættelse tager i ottende klasse (efter Arne Mogensens phd afhandling hvor han har kortlagt en lektion i 50 ottende klasser i matematik) typisk omkring 20 minutter - og nej sådan behøver det ikke være alle steder men mon ikke det er genkendeligt?
Men hvorfor nu problematisere forklaringen? Der er flere årsager.
Hvis hensigten er at pode elevernes nysgerrighed, er forklaringen ikke den bedste måde. I undersøgelser af børns og elevers nysgerrighed bemærker man ofte to gennemgåede virkemidler, som er mere velegnede - nemlig den gode historie og aktiviteten. Den gode historie hvor læreren via fx egne oplevelser skaber billeder hos børn. Aktiviteten hvor eleverne måler, bygger, eksperimenterer, spiller osv.
Hvis hensigten er læring skal der mere og andet til end informationsoverførsel. Hvis forklaringen skal blive til indsigt skal den omsættes til og i elevens egne tanker og erfaringsverden - det kræver derfor ”et møde” mellem den der lærer og den lærende fx gennem en dialog. Et møde som udveksler de mentale billeder eleven får og det læreren har.
Risikoen for en GHLT effekt er stærkt til stede. GHLT står for Gæt hvad læreren tænker. Det er bl.a. derfor jeg har noget imod den nye trend med flipped classroom - som blot ”sætter strøm” til den enetale læreren tidligere holdt ved indledningen til lektionen. Det ser smartere ud men det gør det ikke rigtigere.
Det er læringsmæssigt et helt centralt spørgsmål, hvem der er den aktive part, og hvem som er den passive part. Sten Larsen DPU har for tid tilbage beskrevet det sådan: ”Eleverne sidder dag ud og dag ind og ser med forundring på, hvordan læreren bliver dygtigere og dygtigere.”
Mit forslag er:
At vi vender bøtten - lad eleverne komme i gang med det samme. Lad dem straks lektionen starter fornemme at det er dem som er den aktive part på. Jeg omtaler disse indledende aktiviteter og undersøgelser som Starters…Måske bare 5 - 7 minutter inden dagens emne er formuleret.
At vi bruger meget mere tid på en fremadskridende dialog - hvor man som lærer spørger mere end man forklarer - selv I stedet for at forklare stiller man spørgsmål eller sætter aktiviteter i gang - aktiviteter som kan trigge de faglige pointer, som man har valgt at fokusere på. Jeg tænker i aktiviteter og eller undersøgelser hvor hele klassen er involveret evt. i smågrupper.
At man inddrager gæt, videoklip ra virkeligheden og slige sager og forestillinger fra eleven om emnet
Selvfølgelig skal man ikke tie stille som lærer - det betyder da noget at læreren erklærer sig men måske er vi for enetalende og ikke samtalende - så måske skal vi øve os i at lytte mere end tale.