Der var engang en høring …

Som du sikkert har bemærket, er jeg ikke særlig begejstret for de nationale test som målingsinstrument for elevernes faglige præstationsniveau i matematik.  Jeg oplever, at de skaber et sindbillede af matematik, som ikke er i overensstemmelse med et moderne matematikfag. Går man tættere på Fælles mål, indgår der mange processuelle intentioner fx børns regnestrategier, kompetencer, gennemførsel af en statistisk undersøgelse, brug af digitale værktøjer osv. - som ikke bliver testet. Gå det selv efter og bliv overrasket. Derudover har jeg gennem samtaler med mange erfarne og dygtige matematiklærere registreret en frustration over forskellen mellem deres egne observationer og vurderinger af eleverne, og så elevernes præstationer i de nationale test.

Jeg er helt klar over at det ikke kan stå som dokumentation, så det var ikke uden spænding, jeg deltog i høringen i folketinget for at komme tættere på mere holdbare konklusioner og ikke mindst høre hvor villig politikerne er til at gøre noget. Jeg kan anbefale at man går ind på Folketingets hjemmeside og lytter til de oplæg og spørgsmål, der er blevet stillet i de tre timer høringen foregik - se linket http://www.ft.dk/webtv/video/20151/buu/tv.3353.aspx?as=1.

Professor Katrine Hjort fra SDU fremlagde en række generelle forskningsresultater omkring test. Hun gjorde bl.a. gældende, at udsagn som ”test styrker faglighed” IKKE er påvist. Hun beskriver det på følgende måde: ”Hypotesen om at tilbagemelding om resultatet af test styrker elevernes ”bevidsthed om egen læreprocesser og dermed motivation for læring” ikke er bekræftet”. Hun redegjorde desuden for en tæt sammenhæng mellem socioøkonomiske baggrund og testresultater. Der er således tale om en tydelig social sorteringsmekanisme knyttet til test. Noget bekymret fremførte hun desuden, at der er ”massive indikationer” fra PPR og en undersøgelse fra Rambøll på, at eleverne i 0 - 4. klasse kreerer ”ulykkelighed”. Hendes synspunkt var, at børn i denne alder er for små til nationale test.  Man ”skal tage børns barndom alvorligt”, som hun sagde.

Som noget rigtig interessant fremlagde hun en undersøgelse fra Sverige hvor 700 elever fra 6. klasse blev udsat for den samme test (Anni Klapp, Gøteborg). Halvdelen af eleverne fik at vide, hvilket testresultat de havde fået og resten fik ikke noget at vide. Et år senere testede hun alle eleverne igen og sammenlignede de to grupper. Hendes resultat blev, at blandt dem, der havde fået resultatet af første test at vide, havde de bedste 6% steget i resultat i den anden test. Som hun sagde ” når du får at vide du er god, bliver du god”. De elever, der havde fået at vide, at de havde dårlige resultater, scorede endnu dårligere. Midtergruppen havde ikke rykket sig.

Ovenstående stod som en kontrast til Rambølls rapport fra sept. 2013 som slår fast ”at nationale test styrker fagligheden”. Konklusionen stammer fra undersøgelser, hvor man sammenligner afgangsprøverne mellem skoler som havde gennemført nationale test med dem der ikke havde. I denne sammenligning finder Rambøll en forskel som beskrives som statistisk signifikant. Svaret om hvor vidt de nationale test virker er derfor ikke noget klart ja.

Katrine Hjort nævnte desuden, at specielt drenge påvirkes mere end pigerne over for dårlige testresultater. En særlig sårbar gruppe er drenge fra hjem med høj socioøkonomisk status. De viser markant dårligere resultat i en efterfølgende test, hvis de har klaret den første dårligt.

Prof. Jeppe Bundgård og prof. Peter Allerslev havde begge en interessant enslydende kommentar til kvaliteten af testen som pædagogisk rådgivning. Begge argumenterede samstemmende for at testen ikke kan anvendes på individniveau.  Jeppe fremviste elevresultater som pegede på al for store udsving mellem de enkelte elevers frivillige test og deres efterfølgende ”rigtige” test, hvilket gjorde målingen for ustabil. Peter kunne ud fra statistiske overvejelser sige, at når eleverne ikke løste de samme opgaver, kunne man ikke sammenligne dem.

Derudover kunne flere oplægsholdere konstatere, at de nationale test ikke blev brugt til at påvirke undervisningen - hvilket er en international konstatering.  Her kan man have flere holdninger fx at testene er for uanvendelige til at fremskrive bedre læring eller at den negative holdning hos lærere er for bremsende. Der var en bred enighed blandt oplægsholderne om, at der var indbygget en løbende fare for, at undervisningen endte som ”teaching to the test” - hvilket politikerne stort set ikke ønskede.

Jeg var tvivlende om eksistensberettigelsen af den nationale test, da jeg kom - og der er ikke noget af det jeg hørte, som har fjernet min tvivl - tværtimod.

Lad lærerne bruge tiden mere fornuftigt sammen med eleverne - og hvis politikerne vil noget nationalt så brug penge på at fremstille statslige anbefalede diagnostiske observations-, prøve - og samtalesæt som man kan anvende på passende klassetrin. Ikke mindst som modspil til de testbatterier der i dag er overladt til det private arbejdsmarked og stærkt koncentreret på få forlag. Hvis man vil have ”kontrol” med skolerne og undervisningen er der to internationale test TIMSS og PISA samt afgangsprøver i stort set alle fag - hvor meget mere behøver man?