Curlingvejledere

For nylig besøgte jeg en skole, hvor udviklingen af det pædagogiske læringscenter er godt i gang. Skolen kalder sine PLC medarbejdere for Læringspartnere, og hen over dette skoleår, indgår vejlederne i seks-ugers læringsforløb med to kollegaer ad gangen, fx dansklæreren og natur/tekniklæreren i 5. A.

Med denne organisering burde trædestenene for vejledernes understøttelse af kollegaers udvikling af undervisning være lagt. Udfordringer, som andre skoler kæmper med, fx uhensigtsmæssig skemalægning, få vejledertimer eller en læringskultur, hvor hver passer sit, er ikke det, der presser denne skole. Derimod boksede vejlederne med helt andre problemer, som skabte barrierer for læringspotentialet i vejledningssituationen.

Hvem har aben?

Det viste sig, at vejlederne kom til at ”overtage aben” fra kollegaerne. Helt konkret havde flere af dem oplevet, at de i samarbejdet med kollegaer pludselig var drivkraften i både planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af undervisningen. ”Det er ikke fordi lærerne ikke vil og kan, det bliver bare meget nemmere i en presset hverdag, at jeg gør det”, fortalte en matematikvejleder. Og en AKT vejleder supplerede: Jeg har oplevelsen af, at jeg kommer til at curle mine kollegaer, jeg kommer til at gøre deres arbejde for dem. Men det er jo meningen, at de selv skal lære det – det er det, der er min opgave - altså at understøtte dem i denne læring”. 

Vejlederne var tydeligvis frustrerede over at ”lade sig bruge forkert”, og vi havde en længere snak om balancen mellem at gøre sig attraktiv som vejleder - uden at overtage kollegaens opgaver. Vejlederne kom simpelthen til at over-tilbyde sig i forsøget på at gøre sig attraktive. Og derved førte deres understøttelse i virkeligheden til, at kollegaerne blev frarøvet muligheden for at lære nyt.

- Kan I genkende situationen? Er det et enkeltstående tilfælde, eller en af de udfordringer, der ligger i vejlederrollen anno 2019 i den danske folkeskole?