Blog

Kortprosa

Skriv om et sted

Offentliggjort Sidst opdateret

Creative Writing

Cecilie Rosdahl, født 1975, er uddannet billedkunstner, manuskriptforfatter og lærer med en kandidat i didaktik (dansk). Cecilie er også High Performance Master Coach i præstationsfremmende psykologi, og forfatter til flere romaner og skrivemanualer, herunder målrettet folkeskolen: Forfatterværksted og Creative writing. Bloggen handler om kreative skriveøvelser og overvejelser i forbindelse med at undervise i fiktionsskrivning. Cecilie holder desuden skrivekurser i romanskrivning og creative writing.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne skriveøvelse skal eleven skrive om et sted. Et sted kan være et fysisk sted på kroppen, mentalt, i verden eller metaforisk som en talemåde.

Eksempeltekster

31.3.2020

Jeg gemmer dig det sted, der er mest mørke.

Fra Corona kortprosa dagbog 2

Græsslåmaskine

Naboens mand har købt en ny, elektrisk græsslåmaskine for at glæde hende og smidt den gamle ud. Men hun vil bare have den gamle og får en ny gammel brugt. Græsslåmaskinen giver haven funktion af sted. En græsslåmaskine er for en have, det samme som en støvsuger er for et hjem. Første gang var lidt ligesom at hoppe op på en ny cykel. I stedet for gear indstiller jeg højden på græs. Duften af nyslået. Følelsen af at kunne trimme en have, når man ikke kan have styr på sit hår.

Fra Kolonihave

Knæhase

Når man har prøvet at få et myggestik i knæhasen, finder man ud af, hvor kilden man kan være der, når nogen prøver at klø én. Det er faktisk et undervurderet sted, en hemmelig, erogen zone, man kan opdage sent i livet.

Fra Kolonihave

Loft

Parasollen giver oplevelsen af loft som et nyt rum i rummet, ellers er det himlen, der er loftet i en have. Og selvom der kan være højt til loftet, kan der være smalle steder som i den passage mellem to haver, for hvem skal klippe hækken? Det er der ikke noget loft på.

Fra Kolonihave

Lad eleven skrive om et sted. Max 10 linjer.