Jens Raahauge

Blog

Klassens time #6. Halvdelen af mig mangler

I UNICEF-rettighedsskolernes podcastserie er dagens tema skilsmisse. Her samtaler to elever og en ekspert sig seriøst og energisk om, hvordan vi kan nærme os dette tema, som rækker ind i privatsfæren.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan svare sig at bruge tid på at lære hvert enkelt barn og dets baggrund, når man får en klasse. Det betyder alt for børnene, konstaterer familievejleder Lola Jensen. Og hun tilføjer, at man som lærer henter overskud ved at kende sine elever fx ved at blive sammne med dem lidt af frikvarteret.

For mange skilsmissebørn har et særligt reaktionsmønster omkring skiftedag; mange bliver lidt mere stille, andre reagerer udad. Så kan det være godt at frede dem lidt.

I samtalens løb bliver det klart, at der er næsten lige så mange samkvemsordninger og loyalitetsdilemmaer som der er skilsmisser. Vi hører om elever, der ikke altid får deres ting ordnet, fordi noget af det, de skal bruge, ligger i deres andet hjem. Man fornemmer, at de nærmest er i familie med nomader og andre "traveling people"; altid skal kufferten være pakket. Og vi hører om elever, der savner den, de ikke er hos.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Mest indtryk på mig gør Erens fortælling om, at han har savnet mere samvær med sin far, så den aftalte weekendordning er afløst af, at han nu frit vælger hyppigheden af samværet.

Lola Jensen giver mange roser til Eren og hans familie for deres åbenhed omkring det at lytte til hinanden for at finde løsninger. Men mange er ikke i den gunstige situation, og der må skolen søge at bistå, mener Lola Jensen. Kontakt forældrene, ikke anklagende, men med afsæt i et ønske om at hjælpe barnet. 

Der er så mange dilemmaer, som de voksne må tage hånd om, hvis en skilsmisse ikke skal tappe børnene for en stor del af den energi, der skal bruge på at udvikle sig.

Et forslag fra rettighedsskolen i Hundested, hvor man har afsat tid til at skilsmissebørn kan mødes og tale sammen hver 14. dag med en pædagog som voksendeltager, bliver præsenteret af værten Sofie Østergaard.

Det får et par gode ord med på vejen af vores deltagere, men også et par bekymringer.

Matilde mener, at det kunne være godt at tale med nogle fra andre skoler, fordi man så er lidt mere anonym.

Eren har gode erfaringer med at tale med en, der har erfaringer, som ligner hans, men mener ellers at læreren bør tale individuelt med eleverne.

Og Lola påpeger, at det kan virke mod hensigten at tage elever ud af fællesskabet; idealet må være, at man er mest muligt sammen med klassekammeraterne, og der taler om problemerne. Her vil det tit vise sig, at andre bærer rundt på andre savn, fx hvis de er omgivet af to mentalt fraværende forældre.

Lyt til samtalen, for den er fuld af nuancer.

ps

Og så ærgrer det mig, at de tre ikke med ét ord for nævnt den mulighed, som ligger i at arbejde med skønlitteratur som det fælles tredje udgangspunkt, der løfter temaet ud over det private.    

Powered by Labrador CMS