Faglig falliterklæring

Det var en melding, der var til at forstå, da man i forbindelse med skolereformen i 2013 annoncerede, at kvaliteten i undervisningen skulle styrkes ved at sikre, at 95 % af timerne i skolen i 2020 skulle læses af lærer med undervisningskompetence i faget.

Tankegangen er logisk nok: Man skal vide noget om det man laver, og det gælder selvfølgelig også for lærere. Tysklæreren skal kunne tale tysk, musiklæreren holde takten og dansklæreren vide, hvordan man sætter kommaer – for nu bare at tage de mest håndgribelige eksempler.

Men selvfølgeligheden har ikke været virkelighed i skolen. Her har hensynet til skemalægningen og manglen på lærere, der kan deres fag, betydet, at eleverne har mødt lærere, der ikke var meget bedre hjemme i faget end en nyudsprunget student. Det er grotesk og et rigtig dårligt signal: ”Det kan i virkeligheden ikke være så vigtigt, hvad der foregår i timen, når læreren ikke en gang er uddannet i det fag, hun underviser i”. I bedste fald fører det til spild af tid; i værste fald kan det gå ud over det enkelte barn.

Hvis man skal tydeliggøre det groteske, kan man sammenligne med sundhedsvæsenet. Her sætter man ikke portøren til at tage en blodprøve eller fysioterapeuten til at dosere medicinen. Det ville ikke være forsvarlig. Hvordan kan det så være forsvarligt at lade matematiklæreren stå for engelskundervisningen?

På den baggrund var det ikke bare sympatisk, men også et udtryk for almindelig sund fornuft, at man i 2013 satte en milliard kroner af til at opkvalificere lærere i skolen, så der kunne kommen en bedre faglig dækning.

Men nu har KL og regeringen altså givet op: "Regeringen og KL er enige om, at der bør ses på behovet for at justere målsætningen om fuld kompetencedækning i 2020 set i lyset af de krav, som målsætningen stiller til kompetenceudviklingsindsatsen på skolerne og den lokale fagfordeling."

Sådan lyder en falliterklæring på nysprog.