Klar tale, tak, også på skrift

For tiden skrives der synopser, eksamensoplæg, cases og meget andet i ét væk på landets læreruddannelser. Eksamenstid er ikke bare læsetid, men også skrivetid.

Men der er en lille hage ved sagen. Som reglerne for eksamen er skruet sammen, må censor og eksaminator i langt de fleste tilfælde ikke lade vurderinger af sproget indgå i bedømmelsen. De afleverede skriftlige arbejder kan skrige af pivfalsk sprog og være fyldt med formelle fejl, men det må ikke tælle med i vurderingen. Det er kun i de afsluttende projekter, at den studerendes formulerings- og staveevne skal vurderes.

Det er i grunden grotesk: man har en hob af censorer og eksaminatorer med lange uddannelser bag sig, der læser på livet løs. Højt kvalificeret arbejdskraft, som nok bør kunne se om sproget hænger sammen, om stavningen er korrekt osv. Men de må ikke lade det indgå i vurderingen.

Argumentet er vel, at det er de særlige kompetencer, der er beskrevet for de enkelte fag og prøver, som den studerende skal vurderes på. Men det er en kunstig skelnen. Kvaliteten af en opgave hænger også sammen med sproget i opgaven: det dunkelt sagte er også det dunkelt tænkte, og i en sværm af stavefejl og mystiske kommateringer, hvor læseren må kæmpe sig igennem teksten, forsvinder betydningen. 

Det værste er dog signalet til de studerende: Hvis sproget ikke indgår i vurderingen, kan de studerende blive fristet til ikke at vie deres sprog tilstrækkelig opmærksomhed. Det går også ud over det faglige. Ofte er det jo sådan, at man får øje på indholdsmæssige detaljer og usete sammenhænge, når man kommer helt tæt på teksten. Formuleringerne kan skærpes, så forståelsen også bliver klarere.

Der er for tiden fokus på, at læreruddannelsens prestige skal øges. Kravene skal være højere, de studerende skal stå mere på tæer, studieintensiteten skal øges. Det er ikke en let øvelse, men her er der et område, hvor man ved at dreje på en enkelt knap kan gøre noget ved det. Lad dog skriftsproget tælle med når eksamensprodukterne skal vurderes.