Konge dansk

Det er en herlig detalje ved dansk, at vi bruger ordet ’konge’ som styrkemarkør. Det var kongeskønt siger man fx. Eller vi bruger den helt korte form og siger bare, at det var konge. Hvad mon der skal til for at danskundervisningen i skolen kan blive konge dansk?

En idé til det fik jeg forleden, da jeg var med en gruppe danskstuderende på Det Kongelige Teater til dramatiseringen af Johannes V. Jensens Kongens Fald: 60 lærerstuderende brugte en aften (og en solid luns af decembers SU) på at se klassikeren omsat til skuespil.

Man kan diskutere, om forestillingen i sig selv er ’konge’. Men snakken i pausen og efter stykket gav indblik i et grundlag for en konge undervisning i dansk. I snakken hørte jeg bidder à la: ”Jamen, jeg har også ønsket mig bogen til jul” eller ”Nej, nu skal jeg altså hjem og læse den igen” og lignende.

Replikkerne kom fra danskstuderende, der ikke bare er i gang med endnu et modul, der skal krydses af i en modulificeret læreruddannelse. Der er ingen ECTS-point at hente på at bruge aftenen i teatret eller på at sidde i juleferien med fødderne oppe og Kongens Fald i hånden. De studerende vil mere med deres fag end det, der ligger i moduler og eksamen. Det er den slags dansklærere, der kan løfte den store opgave med faget i skolen.

Den rigide indførelse af bindende færdigs- og vidensmål i folkeskolens fag kombineret med modulopbygningen i læreruddannelsen har gjort denne type lærer til en truet art: gennem de sidste år har dele af danskundervisningen kunnet udarte til en slags tjek-liste-ridt. Kombineret med undervisningsportalernes mekaniske brug af lærings- og vidensmål var dansklæreren på vej til at blive funktionær.

Nu er bindingen heldigvis ophævet. Færdigheds- og vidensmål er blevet vejledende. Det frisætter dansklæreren, og med det følger et ansvar: Man kan sige, at læreren skal tage faget på sig og ikke bare forvalte det. Den del rækker ud over, hvad der sådan lige kan klares i undervisningen i læreruddannelsen. Specielt når det handler om dansk, drejer det sig om at få perspektiv, nuancere, bredde og dybde i sin adgang til dansk sprog og kultur. Det er konge, når de studerende selv opsøger det.

For læreruddannelsen bør det være en bunden opgave at skabe mulighed for, at de studerende kan følge deres faglige hjerte og engagement. Det handler dels om fagets størrelse i uddannelsen. Studerende skal i dag lære skolens størst fag at kende på samme vilkår som fag, der har væsentlig færre timer og væsentlig mindre bredde i skolen. Det levner ikke meget plads til at forfølge faglige hjertesager. En skævhed, det er værd at kigge på.

Men det handler også om uddannelsens specialiseringsmoduler, som må knyttes til de studerendes undervisningsfag. Delevalueringen af læreruddannelsen viser, at de studerende oplever, at der er dårlig forbindelse mellem deres specialiseringsmoduler og deres undervisningsfag i øvrigt. Det bør man lytte til, så specialisering kan blive rigtig specialisering.

Og så handler det om, hvordan uddannelsen skaber en kultur med tid og rammer til, at studerende og undervisere i fællesskab kan gå på opdagelse i danskfagets store landskab – både i og uden for den formelle undervisning.