Regnbuedansk – tak

Diversitet og mangfoldighed er heldigvis blevet plusord. Der er blevet meget mere plads til spraglede måder at leve sammen på, og selv den hårdeste finansøkonom ved, at det giver positivt udslag på bundlinjen, hvis virksomhedens medarbejdere har forskellige skæve profiler.

På læremiddelområdet har denne pointe haft det svært. Her er tendensen de seneste år gået mod mere ensretning: Kommunale forvaltninger har bestemt, hvilke læremidler og undervisningsportaler underviserne skulle have adgang til. Med det resultat, at lærernes mulighed for selv at bestemme sig for tekster og materialer er blevet stærkt begrænset.

Risikoen ved denne strategi er, at danskundervisningen bliver lige så ensfarvet som jakkesættene på de chefer, der har valgt portal eller system. Logikken har vel været den, at det må være muligt at finde frem til læremiddelet, som giver eleverne det bedste udbytte.

Sandheden om den gode undervisning er bare en anden: Som i så mange andre sammenhænge er det ikke ensretning og harmonisering, der kaster de bedste resultater af sig. Danskfaget er stort og sammensat – ja, måske er det slet ikke muligt at tale om danskfaget i ental: nogle dansklærere brænder især for elevernes skriftlige udvikling, andre ved lige hvordan en 7. klasse får hul på kortfilm, mens andre igen er brillante til at skubbe til elevernes mundtlige præstationer. At faget er lige så facetteret som regnbueflaget er ikke et problem, men snarere en styrke. Måske er en af grundene til at danske elever er gode til demokrati også, at undervisningen selv er demokratisk og ikke underlagt streng central kontrol.

Den nye børne- og undervisningsminister kan heldigvis se så langt: Hun har annonceret, at der skal skabes større mulighed for at lærerne selv bestemmer sig for hvilke materialer, det giver didaktisk mening at anvende. Det er et skridt, der ligger i fin forlængelse af afskaffelsen af de bindende færdigheds- og vidensmål, og det skaber mulighed for at danskfagets regnbuefarver igen kan blafre rundt omkring på skolerne.