Afgangsprøven: Når 10-tallet ikke er godt nok

Foto: Tallis Photography/Flickr.com

Jeg anerkender hårdt slid og høje ambitioner blandt mine elever, men alligevel bliver jeg en smule afskrækket, når elever bliver kede af det eller decideret vrede, når de får et 10-tal til en af deres afgangsprøver.

Unge presses af mange instanser i den her tid – og karaktererne er bestemt én af dem. Der skal være succes over hele linjen – både hvad angår udseende, venner og topkarakterer i skolen. Hvordan skal de leve op til alle de høje krav, som omverdenen stiller til dem?

Som forældre og lærere har vi et stort ansvar for at få talt det enorme pres ned, men alligevel er der noget, der er skredet i svinget.

For vi har bestemt fokus på sociale kompetencer, empatisk udvikling og fælles ansvarsfølelse i udskolingen, men det hele bliver ligesom skubbet til siden, når det mest målbare – nemlig karakterræset – starter.

Tallet siger langt fra alt

Vi gør, hvad vi kan for at italesætte vigtigheden af helhedsoplevelsen, men i rygraden på eleverne ligger kassetænkningen – ”hvor ligger jeg?”.

Måske skal vi også informere forældrene om vigtigheden af processen i prøverne fremfor karakteren. Hvordan spørges der ind til sit barn på en ordentlig måde efter en prøve, så fokus ikke kun ligger på tallet?

For få elever har et begreb om, hvad de gør ved næste elev i køen, når de efter en prøve giver sig til at græde eller smækker med døren over eksempelvis karakteren 10.

Hvad er det, der signaleres?

Jeg er ikke ude på at knække de ambitiøse, men flere unge mennesker er efterhånden ved at trænge til at få lidt perspektiv på deres utopiske drøm om det perfekte og uplettede karakterblad.

De bør lære af både os, deres forældre og omverdenen, at svaret på hvem de i virkeligheden er, ikke i andres øjne ligger gemt i disse decimerende tal.