Folkeskolens danskrådgiver
Blog
”At fejle eller ikke at fejle: det er spørgsmålet”
Med en omskrivning af Hamletcitatet om ”at være”, sætter jeg i denne blog spot på de elever, der har vanskeligt ved disciplinen ”at fejle”. Inspirationen til denne blog kom efter at have læst bloggen ’Tør vi fejle” af Lis Zacho på folkeskolen.dk.
Foto: World Bank Photo/Flickr.com
Hvordan får jeg i mine dansktimer eleverne til at kaste sig ud på dybt vand, og hvori består udfordringen om de famøse fejl egentlig?
Først og fremmest har jeg gennem mine mange år med danskundervisning oplevet mange elever, som ikke ønsker at ytre sig i dansktimerne, da de ikke altid helt har overblikket i klassesamtalen og derfor ikke ønsker at byde ind med risiko for en forkert vinkel, fejlagtigt svar, ukorrekt mix af fagudtryk, genre osv.
Jeg synes i høj grad, at min udfordring består i at få de tavse elever i gang. Min udfordring her består i, at et ubekendt antal elever i enhver klasse altid på den ene eller anden måde altid får listet sig udenom oplæsning, input til diskussioner, fremlæggelser i grupper mm. Kernen i denne tvist for disse elever handler fra mit synspunkt om tryghed.
Elever er sjældent tavse, fordi de brændende ønsker sig den rolle. De gør det heller ikke for at irritere læreren eller de andre elever i en gruppe.
De er nervøse for at sige noget forkert eller dumt, som mange af dem selv formulerer det.
Angsten baserer sig ofte på reaktionen fra læreren eller de andre elever.
Trygge læringsrum
Dermed ligger udfordringen for mig som lærer i at få skabt et rum, hvori disse elever har nemmere ved at tage udfordringen op.
Hos mig laves der ofte aftaler med disse elever. Jeg hører dem omkring, hvad der kunne hjælpe dem mod en bedre oplevelse i forhold til eksempelvis gruppefremlæggelse.
- Er der særlige elever, der kunne være hjælpsomme for den enkelte at komme i gruppe med? - Kan jeg kigge på størrelsen af gruppe for den enkelte (her kan altid differentieres imellem grupperne)?
- Er der særlige mål, jeg kan sætte op for den enkelte (deltagen i gruppediskussionerne – fredet i fremlæggelsen)?
Dette er blot eksempler på små tiltag, der kan imødekomme en usikker elev. Irritation og krav kommer vi ingen vegne med.
Jeg må dog ikke være blind på den vinkel, hvor jeg kommer til at overkompensere for eleven. Eleven skal imødekommes – men også med krav.
Derfor er det så vigtigt, at mine vurderinger af den enkelte sidder lige i skabet, for først når stilladseringen er på plads, mener jeg, at eleven er klar til at udfordres.
At fejle eller ikke at fejle – stykket Hamlet beskrives som en eskalation af kompleksitet frem mod slutningen, hvor den kosmiske ro genskabes.
Forhåbentlig kan jeg på samme måde genskabe en ro i eleverne, så kompleksiteten brydes og modet hos den enkelte vender tilbage.