Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Den betydningsfulde besked
I mit lærerjob kan jeg ofte have fornemmelser vedrørende andre menneskers følelser. Jeg søger ofte at få en god relation til hver elev, men hvornår ved jeg egentlig med sikkerhed, at jeg har gjort en forskel?
Foto: Pixabay.com
”Du skal ikke tro – du skal vide”! Således har lærdommen i mange år fortalt os, at jeg skal have facts på plads og ikke blot synes og tro forskelligt.
Hvad angår elevrelationer er situationen dog en smule mere speget. Her er vi nemlig konstant i et ikke ligeværdigt forhold, hvor jeg som lærer sidder med en form for magt i forhold til karaktergivning, vurdering og tilbagemeldinger på den enkelte.
Hvordan ved jeg som lærer, at mine elever svarer mig ærligt, når jeg forsøger at evaluere min egen præstation som både underviser, formidler og menneske generelt?
Eleverne vil som regel gerne tækkes læreren til en vis grad, og de færreste kommer med helt ærlige udmeldinger, når de ved, der er samtaler og karakterer lige om hjørnet.
Jeg taler her om de ældre klasser, da de yngre kan have svært ved at reflektere over egen læring og interageren med underviseren i forhold til de større klasser (i de yngre kan der evalueres anderledes og mere simpelt).
Hvornår betyder jeg noget?
Her i ferien fik jeg en besked fra en tidligere elev. En elev jeg havde et tæt forhold til. Eleven skrev lidt forskelligt om sit liv og endte med at takke for min indsats og generelle måde at være på. Det var et utroligt dejligt skriv at få. En ekstra julegave om man vil.
Det, der var så rart, var, at her fik jeg sort på hvidt en tilkendegivelse om, at jeg havde betydet noget. Eleven var videre i systemet og havde dermed ikke længere noget i klemme i forhold vores ikke ligeværdige forhold.
Det fik mig til at tænke på, hvor ofte jeg egentlig bruger mine fornemmelser for, hvornår jeg betyder noget for mine elever. Hvornår jeg egentlig gør en forskel. For det er ikke altid til at vide. Vi skal som lærere ofte navigere i noget, hvor vi har med en masse ubekendte kort at gøre.
Kan eleverne lide min undervisning, kan de lide mig, keder de sig, fanger de min undervisning, udvikler de sig nok socialt osv.
Fra tro til viden
På seminariet lærte vi om Luhmann og hans autopoietiske systemer. Systemer som kun lukker det ind, de selv vælger. Systemer der kun kan opfatte sig selv gennem bl.a. forståelseskontrol.
Med andre ord: Du fatter ikke en meter, før folk i et ligeværdigt forhold med dig fortæller dig direkte, at de godt kan lide dig!
Det skete her i ferien, og det gjorde mig glad.
Jeg føler generelt, at jeg har godt styr på mine ”fornemmelser” for eleverne. Men ind imellem er det rart at gå fra at tro – til at vide!