Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Den personlige lærer
Hvordan fanger jeg mine elevers opmærksomhed bedst? Hvad skal der til for, at mine elever yder deres optimale – både når de skal lytte, og når de skal være aktive aktører?
Efter snart tretten år som lærer føler jeg, at jeg har fundet svaret på, hvordan jeg fanger mine elevers opmærksomhed, så de kan yde deres bedste:
For mig at se er relationen med eleverne altafgørende for, at læring overhovedet kan finde sted.
Mit første mål skal være relationer
Min fornemste opgave er, at klassen skal understøttes af et godt læringsmiljø. Jeg skal variere min undervisning, men også skabe rutiner. Jeg skal være klar og tydelig i min formidling af indhold, og jeg skal opsætte mål for hver enkel lektion.
Hvor skal jeg starte?
I min optik er interaktionen – og relationen - lærer-elev imellem helt og aldeles afgørende, for at der kan finde læring sted. Når jeg underviser mine elever, så skal jeg turde være mig selv.
Jeg skal være den autentiske lærer.
At skille min private person fra min lærerpersonlighed er ikke en mulighed for mig.
Jeg skal evne at gribe elevernes input til min undervisning, og de må gerne se mig blive i tvivl, være dem svar skyldig eller skifte spor og blive undersøgende.
Mine elever skal se mig!
Som lærer i 2016 skal jeg turde stå i nogle felter, som ikke alle er enige om, hvorvidt skal betrædes. Læring er i høj grad båret af relationen mellem lærer og elev, og da undervisningen ikke blot modtages autoritativt som tidligere, så føler jeg, at eleverne i højere grad har et behov for at kunne stole på deres lærer – og hvem stoler på én, man ikke kender ordentligt?