Det åbne læringsfællesskab

Som lærer er jeg stolt af det jeg står for. Jeg er stolt af min undervisning og min måde at tilgå eleverne på. Det er en vigtig del af mit job – at jeg stoler på, at det jeg gør er rigtigt. For mig signalerer det en styrke, der gerne skulle udmønte sig en tryghed og tillid for eleven.

Jeg er sikker på, at rigtig mange lærere generelt er stolte af, hvad de får udrettet i klasserne. Rigtig mange lærere yder stadig et fantastisk stykke arbejde på trods af høje elevtal, rummelige klasser med inklusionen som mantra samt flere krav i form af tests, elevplaner, målstyret undervisning, højere mødefrekvens grundet netværksmøder i de rummelige klasser osv. Det bekymrer mig dog, at der stadig er lærere, som ikke ønsker nogen form for supervision på sin undervisning.

Observationens plusser

I min optik skal vi blive meget mere åbne i forhold til hinandens metoder i undervisningen – og med metoder mener jeg især vores relations arbejde med eleverne. Helt simple ting som hvordan man indtager et klasselokale kan have stor betydning for timens forløb. Supervision er faglig vejledning, støtte og refleksion med henblik på at udvikle professionelle færdighedsmæssige kvalifikationer. Her bør vi kunne bryde med den lidt klassisk lukkede dør til klasseværelset og invitere hinanden ind i et åbent læringsfællesskab. Vi skal også turde lukke vores ledelse ind. Det er en pligt, vi har overfor hinanden. Derfor bør det efter min mening ikke være muligt at frasige sig supervisionen eller den nære faglige sparring. Vi skal turde blive kigget på!

På vores skole har vi byttet studietid og understøttende undervisning ud med 2-lærer ordning. Det betyder, at vi er to lærere på i min 6. klasse tre gange om ugen. Nogle gange deler vi klassen i niveauer, andre gange er vi to lærere til at hjælpe og nogle gange har vi fokus på bevægelse eller klassens trivsel. Samtidig kan der ind imellem være tid til individuelle samtaler, hvis vi strammer os an.

Men jeg lærer meget ved at observere min kollegas måde at indgå i relation med eleverne på. Vi behøver ikke nødvendigvis altid være enige om metoderne, men det giver os et forspring i forhold til snakken om elevernes faglighed og trivsel.

Supervision og åbenhed mellem klasserummene er to forskellige ting, men alligevel læner de sig op af samme ultra vigtige begreb – tillid. Har man tillid til sig selv og tillid til dem, der entrer rummet, så er yderligere udvikling som fagprofessionel mulig.

Selvom jeg er stolt af min måde at være lærer på, kan jeg sagtens fylde oven i min rygsæk med viden om både faglighed og relations arbejde – den rygsæk bliver aldrig for fuld.