Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Eleverne om årets iPrøve: ”Genren er altafgørende”
I sidste blog beskrev jeg med mine lærerøjne dette års iPrøve. Over de sidste uger har jeg kontaktet 9. klasseelever rundt om i landet for at få dem til at sætte ord på dette års iPrøvesæt – følte de sig klar til den forholdsvis stadig nye skriftlige prøveform?
Foto: dalioPhoto/Flickr.com
Elever fra fem forskellige skoler har givet mig feedback på iPrøvens opgaver, på lærernes forberedelse af eleverne inden prøvens start samt begrundelsen for valg af deres opgave.
Her er nogle udpluk fra elevernes svar:
1. Hvad var din generelle holdning til dette års iPrøvesæt?
- ”Jeg synes, at opgaverne var relevante – noget jeg som elev kunne forholde mig til.”
- ”Alle opgaverne bestod af kendte genrer, som vi havde beskæftiget os med i løbet af året.”
- ”Måden opgaverne var stillet op på, var som andre/tidligere eksempler – det gav mig en vis tryghed.”
- ”Jeg kunne godt lide, at opgaverne var meget varierede i år – der var noget for enhver smag.”
2. Følte du dig godt klædt på af din lærer til iPrøven?
- ”Ja, jeg følte mig meget sikker og oplyst omkring de forskellige genrer.”
- ”Jeg ved, at min lærer har gennemgået de fire genrer, som der var i dette års iPrøvesæt, men jeg har en tendens til at synes, at det er svært at skelne mellem dem alle. Derfor kan jeg godt lide denne form, hvor jeg kan bruge nettet og sikre mig, at jeg er genrebevidst, når jeg skriver.”
- ”Vi har arbejdet (til tider for meget!) med det at være genrebevidst. Min lærer har virkelig terpet de forskellige genrer, så på det område følte jeg mig meget godt klædt på”.
- ”Min lærer har snakket meget om brugen af kilder og det at være kildekritisk – det kunne jeg bestemt bruge til prøven.”
- ”Vi har arbejdet meget med brugen af nettet – hvordan man kan bruge det rigtigt uden det bliver til afskrivning – det var jeg glad for at have lært.”
3. Hvilken opgave valgte du – og hvorfor?
- ”Jeg vidste på forhånd, at jeg gerne ville skrive en reflekterende opgave – der hvor min holdning kan komme til udtryk. Jeg har altid været ret vild med essay-genren, så jeg var ikke i tvivl om, at det var den jeg skulle skrive, da jeg så opgavesættet.”
- ”Jeg har i både 8. og i 9. klasse haft god succes med at skrive en reportage – så da jeg så, at den var blandt de fire, var jeg ikke i tvivl.”
- ”Jeg er bedst til opgaver, hvor min egen subjektive holdning kan komme frem – så med det i baghovedet var jeg ret hurtig til at udelukke nogle opgaver”.
Efter at have talt/skrevet med en del elever kan jeg konkludere, at de vælger opgave efter, hvilken genre de skal skrive i – og ikke ud fra selve opgavens fire krav.
Derudover er der en klar og tydelig linje i elevernes opfattelse af at være godt klædt på til prøven. Det er min vurdering, at de føler, de har styr på genrer, kilder, brugen af nettet og det sproglige indhold.
Det bliver spændende at høre, om det også er den oplevelse de beskikkede censorer landet over sidder med efter at have vurderet de mange elevers opgaver. Alt tyder på, at lærerne har gjort deres arbejde godt – det er blot ærgerligt, at hovedlæreren ikke får lov at se resultatet, da en selvevaluering kvalitetsmæssigt kunne styrke det fremadrettede personlige lærerarbejde.