Hvis den nye praktik skal blive en succes, skal skoler og læreruddannelsen allerede nu begynde samarbejdet

Praktikkens columbusæg i den nye læreruddannelse hedder integreret praktik og udstrakte praktikforløb.

Med en stærkere kobling til fagene i læreruddannelsen og mere kontinuerlig tilknytning til skolerne, skal der slås bro mellem skolens verden og professionshøjskolen.

Intentionen er prisværdig, men hvis broen ikke skal slå revner, skal der handling til.

For det første skal der være tid og rammer til samarbejde mellem underviserne på læreruddannelsen og lærerne i skolen. Integration kan ikke være et sidste påhæng på planlægningen af året i skole og på læreruddannelse.

Derfor skal der tages hul på samarbejdet allerede i foråret, når der lægges årsplaner i skolen og på læreruddannelsen. Der skal meget tidligt reserveres tid og ressourcer, og samarbejdspartnere skal kobles op med hinanden.

Mon skolerne og læreruddannelsen er klar til det? Forsøgene, hvor man har eksperimenteret med en tættere forbindelse mellem læreruddannelse og skole havde penge bundet i halen. Nu er det grundhusholdningen der skal trækkes på.

Gad vide, hvor højt praktikken står på prioriteringssedlen, når skemaerne skal lægges?

For det andet skal kvaliteten være i orden. Her er bekendtgørelsen skæmmet af et stort tomrum. Praktikken skal fylde 40 ECTS. Men i modsætning til alle de andre områder af uddannelsen, er indholdet i den studietid, som pointene repræsenterer, ikke beskrevet.

Professionshøjskoler og kommuner skal ganske vist indgå aftaler om praktikken. Men hvilke parametre vil man orientere sig efter her? Og betyder det så, at praktikforløb bliver forskellige fra kommune til kommune? Integrationen i fagene i læreruddannelsen kan man danne sig et billede af ud fra fagbeskrivelserne.

Men som praktiklærer og praktikskole ville jeg spørge mig selv om, hvad opgaven præcist er?

For det tredje kommer spørgsmålet om praktiklærernes mulighed for at løse opgaven kvalificeret. I den store ligning har nogen glemt, at lærere i skolen er uddannet til at undervise i deres fag i folkeskolen (langt de fleste fordi de brænder for at gøre noget for præcis den gruppe).

Opgaven med at vejlede og uddanne lærerstuderende er en anden. Så de lærere, der påtager sig denne nye opgave, skal have efteruddannelse og sparring, inden de tager hul på vejledningsopgaverne.

For det fjerde skal der på professionshøjskolerne være mulighed for at tilpasse undervisningen på til de temaer, de studerende bliver optaget af på baggrund af deres møde med skolens hverdag. Fleksibilitet er altså et nøglebegreb, og det forudsætter et handlerum for den enkelte underviser i omsætningen af fagene. Råderummet for det faglige skøn, som aftaleteksten formulerer, må den kommende tid ikke snævres ind i alt for rigide bestemmelser i nationale og lokale studieordninger.

Alt i alt fire grundpiller til broen mellem skole og læreruddannelse, som skal på plads, inden de studerende skal begive sig ud på den. Bygningen af dem bliver en stor opgave.

Gad vide om den kan løses inden det hele brager løs i august.