Hvordan har JEG det egentlig med at være hjemsendt?

Foto: Flickr.com/Jason Wadsworth

Jeg har ikke skænket mig selv så mange tanker på det seneste. Mit fokus har været rettet mod elever og forældre, der midt i et online cirkus forsøger at holde hovedet oppe.

Og således bør det også være!

Eleverne og forældrene er mine primære arbejdsopgaver midt i en faglig og social smeltedigel, der i øjeblikket er sat på pause.

Mediernes belysning af eleverne har gennem et år været med en bekymret mine, da eksperter og sundhedspersonale har kastet lys på en udvikling i den gale retning med hensyn til fysikken samt det mentale hos de unge. Samtidig står foreningerne og er bekymrede for, om vores unge igen vender tilbage til det aktive liv, så folkesundheden kan opretholdes i en god balance.

COVID-19 og dens effekt

Jeg har også selv fulgt med i alle de ting, COVID-19 og dens mutationer har gjort af skade på et helt samfund. At se selvstændige blive presset på økonomien og dreje nøglen om, at se musikere sygne hen uden mulighed for at spille for nogen, at se sundhedspersonale tage på arbejde og udsætte sig for maksimal smitterisiko, at se ældre isolere sig fra dem, de holder af – det har gjort indtryk.

Faktisk kan jeg mærke, at den tsunami af COVID-19 info, der har ramt mig det seneste år, har gjort mig en smule følelsesløs. I forhold til mig selv!

Når jeg så pludselig skal forholde mig til min egen situation og følelserne omkring den, så skulle jeg lige mærke efter.

Jeg savner…

Jeg kan mærke, at jeg savner social interaktion. At spise min madpakke med andre voksne i en god social sfære – for så at komme hjem med ny energi.

Jeg savner også den faglige sparring, som ofte sker i løbet af en dag, hvor en kollega kommer forbi med en bog, en tekst, en øvelse eller lignende.

Og så har jeg det bedst med at være i nærheden af eleverne. En skærm fungerer, men det erstatter aldrig det fysiske møde og den følelse, nærhed kan skabe.

Jeg savner at tage på job, selvom jeg synes, jeg/vi er lykkedes godt med at få en god ramme op at stå online.

Samtidig var det en øjenåbner for mig at blive bevidst om, at jeg ikke har tænkt så meget på min egen trivsel den seneste tid.

Fokus skal naturligvis være på arbejdsopgaven, men jeg vil opfordre til at vi professionelle også får hanket op i hinanden og får spurgt til andet end, hvordan det går med undervisningen og klasserne.