Mundtlig eller skriftlig kommunikationsform?

Foto: Julie Pimentel/Flickr.com

På vores skole har vi en hovedregel omkring besvarelse af mails. Det skal ske senest et døgn efter, de er modtaget på hverdage. Nogle gange kan jeg blive nødt til at svare tilbage, at det efterspurgte lige skal drøftes med min leder, men at jeg vil vende tilbage hurtigst muligt.

Jeg er personligt tilhænger af mails. Dem kan jeg svare, når tiden er til det – og samtidig kan jeg vende indholdet med en kollega. Jeg er dog klar over, at det i nogle situationer kan være nødvendigt at ringe en forælder op.

Misforståelsen gennem skriftlig kommunikation

Over de seneste par år ser jeg en tydelig ændring i de mere elevpersonlige mails. Der er klart kommet mere sårbarhed og endda angst ind i billedet, hvilket også til tider kan kræve længere forklaringer på mails både fra forældre og svar retur. I tilfælde som disse kan den skriftlige kommunikationsform være sårbar, for hvordan tolkes lige præcis denne sætning som er nedskrevet? Når mailen modtages er der, i tiden hvor den læses, ikke mulighed for at forespørge om at få indholdet eksemplificeret, og derfor kan det misforstås. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg så ikke vil tage kontakt til en forældre igen, for at få tingene uddybet, men jeg har oplevet et par gange gennem mit lærerliv, at den mundtlige kommunikationsform blev at foretrække af den simpel grund, at den skriftlige form simpelthen gang på gang blev misforstået.

Det personlige møde er mere af den sjældne art – det er ofte efter at både den mundtlige og skriftlige form er prøvet af.

Hvad fungerer bedst for jer andre derude – og i hvilke kontekster?