Når dysleksi kan være svær at spore…

Foto: Pixabay/google.com

Det er sjældent, jeg oplever, at det er elever selv, som beder om at blive testet. Angsten for både resultatet og fremtidsperspektivet kan afholde flere familier fra at ønske en test, så pga. den pludselige ivrighed i denne situation fik jeg hurtigt sendt min elev videre til skolens læsevejleder.

Da testen kom retur, var der ingen tvivl – her er at gøre med en elev, som hurtigst muligt skal have den hjælp og de hjælpemidler, folk med dysleksi er berettiget til.

Følelserne omkring dysleksi

Tilbage står jeg som lærer med en lidt mærkelig fornemmelse i kroppen. Hvordan kan jeg ikke have opdaget det? Når jeg kigger tilbage på de sidste tre års dansk med test og afleveringer er der ikke noget, der umiddelbart indikerer en bekymring. Eleven ligger ikke i top i forhold til karakterer, men det kan alle elever jo ikke gøre.

Med den tid vi lever i, så er der mange hjælpemidler, så eleverne kan selvrette sine fejl inden aflevering. Samtidig får jeg som lærer flere og flere opgaver at se til, så det totale og forfinede overblik er vanskeligt at opnå.

På mødet mellem skole og hjem kort efter testens resultat var både forældre, læsevejleder og jeg som lærer overrasket over det endelige udfald. Min elev sad med splittede følelser. Hvilke konsekvenser vil det få for kommende ungdomsuddannelse og fremtiden generelt? Alligevel var der også en lettelse at spore, i forhold til den hjælp der nu kan iværksættes.

Hjælpemidlerne har rykket min elev

Min elev har været flittig lige siden og ikke mindst accepteret det at have dysleksi. De hjælpende redskaber bliver brugt dagligt, og resultaterne forbedres uge for uge. Tænk sig at brugen af app-writer og ekstra ønskede test hver uge har rykket min elev op fra 02/4 til 7/10 i retskrivning på blot tre måneder.

Burde vi ikke teste flere elever, så situationer som denne ikke opstår igen? Eller er vi ved at presse tidscitronen så meget, at vi må acceptere at dette scenarie muligvis kan ske igen?