Når forældrekommunikationen går over grænsen

Foto: Flickr.com/winnifredxoxo

Vi spiller egentlig på den samme bane, men der gælder forskellige regler. Samspillet med forældre er af vigtigste karakter, men over årene har jeg fået øjnene op for, hvor bred tolerancetærsklen er i forhold til rammerne for det ene holds kommunikation - og hvor snævre de kan være hos det andet hold.

Som lærer har du en offentlig kasket på, mens forældrene til hver en tid har den private på hovedet.

Det adskiller os på banen!

For forældrene kan fint og uden problemer gå i følelsernes vold, mens vi på det modsatte hold stadig skal spille gentleman-spillet.

På vores hold må vi nemlig ikke udvise følelser og mishag i samme grad som forældrene. Vi skal altid være ordentlige, saglige og rolige i retorikken. Uanset hvad vi må få skudt i hovedet.

Skulle vi formaste os til at begå et retorisk frispark, så vil vi øjeblikkeligt blive gransket, da der jo gælder særlige regler for os.

Vi mangler de fælles spilleregler

Dette gør noget ved en lærer, når vi gennem årene får disse oplevelser af vidtstrakte regler for to hold på samme bane. Jeg kan nogle gange ærgre mig lidt over, at vi ikke har en lidt klarere ramme, som også forældre skal holde sig indenfor.

Når vi møder ubehagelig eller grænseoverskridende retorik, så skal vi naturligvis reagere, men vi er som professionelle altid holdt oppe på det faktum, at samarbejdet skal kunne køre videre efter en evt. udfordring. Derfor kan det ind imellem være svært at finde retfærdigheden i spillet på banen, da ansvaret altid ligger hos mig som professionel.

Det minder lidt, om dengang jeg var barn og altid fik at vide, at jeg var den store og burde vide bedre.

Hvor går din grænse?

Jeg tror, at en af ventilerne i denne udfordring er at være ærlig.

Vær ærlig overfor forældrene, hvis din grænse er overtrådt, eller hvis du føler dig miskrediteret. Hvis du på en ikke konfrontatorisk måde kan give udtryk for, at du føler dig ramt på et enten professionelt eller personligt plan, så kan der i langt de fleste tilfælde være en åbning – da flere afsendere ikke altid selv er opmærksomme på retorikken.

Samtidig vil jeg anbefale, at man dropper skriverierne i de svære sager. Samtale er bedst – enten i telefon eller over et fysisk og uforpligtende møde.

Når vi kommunikerer, er der altid en risiko for misforståelser, fejltolkninger eller for hurtigt nedfældede tanker. Som regel er det godt givet ud at få andre øjne på det modtagne, og herefter give det tid. En hurtig skriftlig respons er sjældent velovervejet og som oftest skrevet med følelserne. Træk luft ind og vurder, om du skal skrive, ringe eller mødes.

Og husk så – at du som professionel er mere under lup end det andet hold. Det lyder som en omgang uretfærdig VAR – og det er det også.

Men det er et ansvar, vi skal leve med at tage på os som lærere!