Folkeskolens danskrådgiver

Blog

Skoleelever: ”Hvad keder jer IKKE i skoletimerne?”

Efter Dansk Center for Undervisningsmiljøs undersøgelse om at 1/3-del af eleverne fra 7.-9. klasse keder sig i den danske folkeskole, fik jeg lyst til at vende undersøgelsen på vrangen og gå på jagt blandt den resterende 2/3-del, som muligvis ikke keder sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Google.com

Tyve elever (fra 7., 8. og 9. årgang) på fire forskellige skoler i landet er blevet spurgt om, hvad der ikke keder dem, når de er i skole. Nedenstående er et udpluk fra deres tilbagemeldinger:

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

  • ”Jeg glæder mig altid til mit valgfag – både fordi jeg og de andre fra holdet selv har valgt det fag. Det kan tydelig ses på engagementet fra alles side”.
  • ”Det betyder meget for mig, at min matematiklærer er god til at lære fra sig, for det er et fag, som jeg har rigtig svært ved. Han har virkelig en god tålmodighed – også selvom jeg nogen gange spørger flere gange om den samme opgave. Det kan gå hen at blive kedeligt, hvis jeg sidder lang tid med en opgave uden at forstå den”.
  • ”Min historie/samfundslærer er helt genial til at lave timerne spændende. Han ved så meget indenfor faget, og han er altid opdateret med den nyeste viden. Han fortæller mange historier. Hans timer er aldrig kedelige”.
  • ”Jeg keder mig sjældent i mine dansktimer. Min lærer er god til at arbejde med materiale, som er up-to-date. Det gør timerne levende og interessante, fordi jeg bedre kan relatere mig til det valgte materiale”.
  • ”Vores samfundsfagstimer bliver ofte visualiseret gennem øvelser frem for at læse i bøger. Her kommer begreberne i spil f.eks. gennem paneldiskussioner – det gør timerne mere levende og knap så kedelige”.
  • ”Vores skole har prioriteret at have to-lærer-ordning i stedet for lektiehjælp. Det betyder, at vi kan niveaudele nogle dansk/matematiktimer. Jeg føler sjældent, at de timer er kedelige, fordi lærerne har mere tid til at nå omkring en halv klasse, og på den måde venter jeg ikke så længe på hjælp”.
  • ”Der er sat klart mere fokus på bevægelse på vores skole. Jeg synes, at især to af mine lærere er gode til lave fag-faglige øvelser – så vi lærer noget gennem bevægelse/leg. Disse timer er sjældent kedelige.”
  • ”Jeg synes, at undervisningen er spændende, når lærerne kan inkludere os elever i timerne. At de kan gribe boldene fra os elever. Det kan betyde, at timen tager en anden drejning, end hvad der måske er planlagt – men det gør bestemt ikke timerne kedelige.”

Jeg synes, det er vigtigt at fokusere på det, der fungerer i stedet altid at fokusere på det negative. Elevernes forskellige udsagn viser heldigvis, at vi lærere også gør det godt – og at der er mange forskellige indgangsvinkler til undervisningen, som de værdsætter.

Det er naturligvis ærgerligt, at der er lidt højere tal end tidligere, hvad dette angår, men måske kunne medierne også fokusere, på de ting, der virker godt, så ideer, metoder og alternativ pædagogik fik eksponering i den dyrbare medietid.

Fokus på det negative

I artiklen udtaler lektor for Danmarks Institut for Pædagogik Hans Henrik Knoop, ”at det er vigtigt, at lærerne har nogle gode betingelser for at lave pædagogik, der er spændende”.

Hvorfor kan nyhederne og det generelle mediebillede ikke finde en interessant vinkel at præsentere denne udfordring ud fra? Hvorfor svælger vi i de negative tal fremfor de positive? Er den generelle dansker mere interesseret i den dårlige nyhed, så han/hun blot kan fortsætte strømmen af brok?

Som så mange andre, så brokker lærere sig også, men der findes fortsat en gnist, der hver dag antændes rundt om i landet. Lærere arbejder stadig hårdt på at skabe en varieret og indholdsrig dag for eleverne.

Trods lock out, ny arbejdstidsaftale, flere udefrakommende krav, flere børn i klassen, større krav omkring inklusion osv. osv, så leverer vi stadig undervisning, så en hel masse børn fortsat møder glade op hver dag.

Her kan du læse mere om undersøgelsen:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/skoleelever-vi-keder-os-i-skoletimerne