Alma, taberen i velfærdsstatens skolesystem

På gangen kan jeg høre de taler sammen. Jeg kan høre de hvisker lidt undervejs. Når jeg nærmer mig dem, så skifter de hurtigt over i det danske sprog. Alma stopper op, og kigger nærmest ned i bordet. Det virker som om hun er flov over at være tosproget, som om hun har gjort noget forkert. Hun løfter hovedet og kigger på mig med skyldfyldte grønne øjne. Alma er som mange andre elever i 8 klasse. Nysgerrig, venlig og usikker. Hun er ikke den som rækker hånden op i timerne, fordi hun er bange for at sige noget forkert, og bange for at blive udstillet foran alle. Hun er der “bare” som en flue på væggen iblandt de andre 26 elever i klassen. Det med at blive målt og vejet gør hende ked af det. Hun er allerede bekymret for, at hun ikke kan komme på gymnasiet. For uanset hvor hårdt hun selv arbejder for det, så svigtes hun af skolesystemet. Alma skal stå på egne ben, lære sig selv et nyt fagsprog uden den nødvendige støtte fra de professionelle. Undervisningen er et helvede, og de mange nye fagord kender hun slet ikke på sit eget modersmål.

Dansk som andetsprog er et politisk og økonomisk nedprioriteret smykkeskrin, som gør Alma og andre tosprogede elever til de skyldige i folkeskolen. Jeg mener at, vores tosprogede elever behøver særskilt opmærksomhed i skolen, fordi det at være tosproget handler om så meget andet end den socioøkonomiske stigmatisering som forbindes med eleverne. Det at være tosproget i folkeskolen, bør være et privilegium og ikke en betegnelse for problemer, manglende integration eller ressourcesvage hjem, hvilket ofte antydes i politik og medier.    

For at forstå de tosprogede elever rigtigt, må vi sætte os ind i deres sprog - vi skal gøre modersmål som et vigtigt og legitimt omdrejningspunkt for undervisningen i folkeskolen, og det kræver både politisk og økonomisk opbakning. Folkeskolens opgave er, at få alle elever med, uanset race, køn og etnicitet, og derfor skal Alma have ret til en værdigfuld undervisning, hvilket kan give hende de nødvendige kompetencer for at tage en ungdomsuddannelse. Ansvaret er vores, og vi bør være bekymret, for siden 1990´erne har vi manglet et positivt fokus og inddragelse af de sprog, som eleverne mestrer, fremfor på alt det, de ikke kan. Hvis vi skal lykkes med opgaven omkring dansk som andetsprog, så skal vi sikre en bedre undervisning og investere i tosprogethed.