Hvornår rammer undervisningen for hårdt?

Jeg har været der før. Jeg troede erfaringen gjorde mig klogere, men tvivlen opstår stadig. Jeg støder ofte på film eller dokumentarfilm, som optager mig, og som jeg vil anvende til undervisning. 

Så jeg ser den aktuelle film igennem og må konstatere, at den kan jeg nok ikke vise i undervingen alligevel. Den er for barsk, eller også sidder der en elev i klassen med en historik, der minder alt for meget om filmens indhold, og hvornår trækker man så i bremsen.

Krigen kom tæt på.

Så sent som i dag skulle jeg gennemse dokumentaren ”Min krig” fra DR. I begyndelsen gøres opmærksom på barske scener, der er uegnet for mindre børn, og måske skulle der i virkeligheden have stået børn i det hele taget. Filmen er optaget med soldaternes egne hjelmkamerarer, og så kommer krigen pludselig meget tæt på. Lige så tæt som ”Armadillo” og faktisk tættere. Pludselig er man midt i soldatens virkelighed. Midt i hans frygt og afmagt. Midt i hans krig.

Kan jeg vise det for mine store elever? Nogle vil utvivlsomt føle et stærkt ubehag, og i hvor høj grad skal jeg skåne dem for det? Man ser ikke blod og lig, men man hører og ser krigen, og det er en voldsom kulisse. Meget voldsom. Enkelte afsnit er allerede skrinlagt. Dem tør jeg ikke vise. Det er ikke eventuelle forældrehenvendelser, jeg frygter. Dem skal jeg nok håndtere. Jeg står inde for min undervisning. Jeg frygter derimod, at undervisningen får negative konsekvenser for enkelte elever, og det kan jeg selvsagt ikke stå inde for.

Det pædagogiske bungy jump.

På den anden side har jeg også oplevet at gennemføre undervisning, hvor jeg vidste, at jeg gik tæt på enkelte elevers virkelighed. Det valgte jeg at gøre, hvorefter jeg talte med de pågældende elever samt orienterede deres forældre om samtalen. Men det var ikke uden en hvis tøven.

Nogle elever har gennem tiden givet udtryk for, at det faktisk var befriende at tale om tingene i undervisningen, fordi de på i kølvandet på et evt. tab eller svigt havde oplevet, at det var i orden at vise, hvordan man følte. At der ikke var berøringsangst. Berøringsangst? De skulle bare vide, hvor mange pædagogiske overvejelser, der lå forud. Omvendt har vi en dannelsesopgave, og i den ligger også evnen til dialog og kritisk tænkning. Dog er jeg ikke tilhænger af pædagogisk bungy jump. Der må gerne være en form for sikkerhedsnet. Mest af alt af hensyn til eleverne.