
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Indblik i de hjemløses verden- kilder til dansk, samfundsfag og kristendomskundskab.
Prøverelevant. Med bogen ”Shelter- Herberg og væresteder” giver fotograf Claus Ørsted et tankevækkende indblik i den del af København, som de fleste vender ryggen til. De hjemløses by.
”København bliver hyldet for sin ”livability”. Men vi må aldrig glemme, at med ”livability” følger ”responsebility”.”
Sådan skriver socialborgmester i København, Mia Nyegaard, i forordet til ”Shelter- Herberg og væresteder”, der netop er udkommet.
For mig er det ren Klafki: Med selvbestemmelse og medbestemmelse følger også solidaritet for de svage i samfundet. Dem, vi helst går udenom, og som spørger efter penge til kaffe i S- toget.
Det er den solidaritet, eller rettere incitamentet til solidaritet, som Claus Ørsted bibringer i sin nye bog. Det er lysten til at vise et Danmark og danskere, som de fleste af os ikke kender til.
Bloggen her er ikke en decideret anmeldelse af bogen, men en forslag til at bringe den ind i dele af undervisningen i de tre ovennævnte fag eller som kildermateriale til de kommende prøver.
En bog til flere fag.
For danskfaget er det oplagt at have den med under pressefotos og portrætter, for Claus Ørsted går tæt på de hjemløse, der samtidig fortæller deres historier, og Ørsted selv supplerer med tekster, der til tider næsten antager knækprosaform. Brede fordybelsesområder som ”De skæve eksistenser”, ”Livet på kanten” eller ”Udstødt” vil desuden meget passende kunne rumme flere af bogens billeder.
For kristendomdskundskab vil mange af billederne og de personlige fortællinger lægge sig inden for temaer om etik, næstekærlighed eller omsorg. Der er rigeligt at debattere og mange faglige diskussioner om, hvordan næstekærlighed kan udmønte sig i praksis samt hvordan religioner forholder sig etisk til de svage i samfundet.
Endeligt vil bogen være oplagt til samfundsfag i arbejde med velfærdsstaten. På DR- Skole findes allerede gode undervisningsforløb om fordeling af samfundsgoder i vores velfærdsstat, og bogen kan for eksempel være supplement hertil.
Socialborgmester Mia Nyegaard skriver endvidere:
”…billederne og historierne er vigtige, fordi de tvinger os til at se og lytte til nogle af dem, hvis stemmer kun er en meget svag hvisken i dagens velfærdsdanmark”.
Samtidig vil ”Shelter” rumme gode kilder til projektopgaver, man nok mest i ottende og særligt i niende klasse. Eleverne skal kunne percipere billedernes indhold og kildepotentiale.
Skæbner i centrum
Når vi taler undervisning, må det selvfølgelig påpeges, at bogen kan have en politisk slagside, men den kan ligeså nemt anskues som en række nøgterne livsfortællinger i ord og fremragende , fortællende billeder, og jeg vil mene, at det er i det perspektiv, man bør ses den. Jeg har sympati for Claus Ørsteds projekt, for det fremstår ikke moraliserende eller indoktrinerende. Vi lever i et velfærdssamfund, som har nogle skyggesider, og de er en del af helheden. Det er en vigtig helhed at forstå allerede i folkeskolen.
Rigtig god påske til jer alle derude.
”Shelter- Herberg og væresteder”
Claus Ørsted, 2019.
93 sider.
ISBN: 9788797081402