En kommentar til Pasgaards bog FAQ

Pasgaard er cand.pæd. i filosofi, det ses tydeligere og tydeligere, jo længere man kommer i hans nye bog. Alt er muligt, alt er relativt - på nær hvis man benytter sig af læringsmål, som næsten beskrives som et masseødelæggelsesvåben.

Det er som om, at Pasgaard tror, at børn helt kan ensrettes - og at lærere og pædagoger er enstænkende uden egen fri vilje. Hvis jeg havde undervist Pasgaard, ville jeg have ondt i maven. Tiltroen og tilliden til lærere og pædagoger er ikke stor.

Børn er ikke ens - lærere er ikke ens

Men børn lærer ikke ens, ikke på samme tid og er/når ikke lige langt i forhold til “at nå målet”. Og lærere er ikke robotter, som KUN underviser i faglige mål. Enhver som har været i en klasse med levende børn ved, at det ikke kan lade sig gøre. (Måske ville mange lærere i virkeligheden ønske, at de rent faktisk kunne undervise noget mere, men meget andet fylder. Naturligvis - jeg skrev jo levende” børn.)

Læringsmiljø er medbestemmende for, om der sker læring

Der kan slet ikke ske læring (i hvert fald ikke den ønskede), hvis børnene ikke fungerer og er trygge. Det må være det, Pasgaard kalder for et teleologisk islæt: Børnene skal have det godt. De skal møde og lære tryghed, socialt samspil, respekt og meget andet, før noget andet. Pasgaard skriver om to forståelser af begrebet formål, og her ser jeg netop disse (personlige og sociale) kompetencer som udgangspunkt for al undervisning - sammen med folkeskolens formålsparagraffer.

Lærere kan ikke undgå at tage udgangspunkt i deres egen klasse (jvf. Dewey første element s. 81). (Derfor er vidensdeling så svær - med implementering af læringsplatformen MeeBook kan lærere spare tid ved at copypaste andres forløb, siger skoleledere. Men sådan er det ikke helt  i min verden. Jeg kan ikke bare overtage et undervisningsforløb, det skal tilrettes min klasse og mit faglige fokus og værdier.) Hvis vi ikke tager udgangspunkt i vores klasse, vores fælles interesser er der kontant afregning med det samme - børn er/kan være hårde medspillere, der sørger for, at vi må holde os på tæerne.

Pasgaard ser en pointe i, at børn ikke vil lære…

For børn vil lære! Mennesker er skabt til at lære iflg. Knus Illeris. Pasgaard har en anden tilgang til mennesket. Barnet vil ikke lære, skriver han med henvisning til Johannes Langermann. Hvis det er hans perspektiv på læring, kan jeg måske godt forstå hans lidt pessimistiske syn på tingene.