Blog
Feedback på procesniveau
Giv eleverne feedback de kan bruge fremadrettet.
I sidste blog-indlæg skrev jeg om, at feedback kan gives på fire niveauer:
- opgaveniveau
- procesniveau
- metakognitivt niveau
- personligt niveau
(Kilde: Jönsson 2011, Hattie 2009)
Jeg vil kort forsøge at forklare alle fire niveauer. Begyndende med feedback på procesniveau, fordi det er en af de to mest effektfulde niveauer at give feedback på.
Feedback på dette niveau støtter elevens læring fremadrettet - og på et “dybere” plan end feedback, der kun siger noget om den forhåndenværende opgave. Feedback skal dreje sig om noget konkret (altid), men altså også noget som kan bruges i kommende opgaver.
Måske er det nemmest at forklare det ved at sige, at feedbacken ikke kun går på den opgave, som læreren giver feedback på lige nu. Det drejer sig ikke om at sige, at afslutningen er fin i lige præcis denne opgave. Det kan eleven ikke bruge til noget som helst. Chance for at eleven skal skrive nøjagtig samme opgave igen er stort set lig med 0!
Det eleven kan bruge:
Det eleven kan bruge er, at læreren fx skriver: Det er altid et godt træk at vende tilbage til det hele essayet/debatindlægget/klummen/reportagen osv. begyndte med. Det er feedback, som eleven kan bruge fremover i andre opgaver.
Eller som eksemplet i blog-indlægget Feedback er noget, man kan handle på (4), hvor jeg forsøgte at få Ida til at bruge citater og fakta mere jævnt gennem hele teksten. Det er konkret, og noget Ida kan bruge i fremtidige skriftlige opgave.
Brug feedback på procesniveau i alle fag
Jeg er dansklærer, men feedback på de fire niveau gælder for alle fag. Giv ikke kun feedback, som din elev kun kan bruge, hvis hun/han får nøjagtig samme opgave igen. Giv feedback som er konkret og kan bruges igen og igen…