Blog
Hvordan ved jeg hvem jeg kan stole på
Mange børn og voksne tror, at når alle andre bruger et værktøj, så er det nok fordi det er ok. Men sådan forholder det sig ikke. Her er en lille guide til hvad du skal spørge dig selv om for at vurdere, om du kan have tillid til en tjeneste, hvad angår dens brug af dine data. Og så er der nye gratis foredrag til dem, der kommer først.
Mange børn har sagt til mig, at de troede de kunne stole på en bestemt tjeneste, for der var jo rigtig mange, der bruger den samme og hvis den ikke var ok at bruge, så ville de jo nok have sagt det?
Vi er blevet lullet ind i den tro, at mange apps og platforme er helt uskyldige når det gælder vores data. Det er nok ikke så galt, tænker børn og forældre, når de siger ja til den ublu datahøst fra tjenester som SnapChat, Instagram, Facebook, Youtube, Musical.ly og Steam.
Det er klart, at mange af ovenstående tjenester ikke kan leve op til de strenge krav, jeg sætter til en tjeneste for at have tillid til den. Så hvis man vil bruge den, kan man tage sine forholdsregler ved at bruge et andet navn end sit eget, man kan installere en cookie-og adblocker, så fx Facebook ikke kan se, hvad du laver udenfor Facebook, og man kan købe en VPN-tjeneste og skjule sin lokation for tjenesten.
Nedenfor kommer her en række af spørgsmål, som du skal kunne svare ja til for at de er sikre:
- Hvad lever virksomheden af. Hvis den tjeneste, du bruger, er gratis, hvordan får virksomheden så nogle indtægter? Sælger den noget andet end dine data eller adgang til dig?
- Hvor har virksomheden hovedsæde? Bor i Europa, så er der generelt bedre lovgivning end hvis den bor i USA eller Kina.
- Kan du tydeligt se, hvem der står bag sitet, og hvordan man kan komme i kontakt med dem?
- Kan brugerne af sitet interagere med dem, der står bag sitet og med hinanden, og hvad siger de om produktet?
- Har virksomheden en privatlivspolitik, datapolitik eller nogle handelsbetingelser, der er til at forstå for helt almindelige mennesker?
- Er virksomheden ærlig omkring de data, den indsamler og henter? Sammenlign det, de siger, de samler ind, med de data, som du kan regne ud, at de har brug for for at give dig den service, du efterspørger.
- Optræder virksomheden bag tjenesten positvt på forskellige ranglister såsom Ranking Digital Rights, TOSDR, Electronic Frontier Foundation og TrustPilot.
Gratis foredrag
Lærerstandens Brandforsikring har i tre år støttet foredrag i folkeskolen om digital identitet og har besluttet at forsætte i skoleåret 2018-2019. Jeg tager derfor ud på skoler og holder to-tre timers oplæg for 7., 8. og 9. klasser (og 10. klasser) og der må meget gerne være to-tre årgange, så der samles mindst et par hundrede elever - lærere og forældre er også velkomne.
Her lærer de, hvad det egentlig vil sige at være et offentligt menneske, og hvordan man kan beskytte deres digitale identitet. Børns digitale fodspor er afgørende for deres fremtid. De får indsigt i, hvad det betyder at vi er i begyndelsen af en ny datatidsalder, hvordan virksomheder og stater bruger data på gode måder og på mindre gode måder, hvad kulturforskelle kan betyde, hvad er typisk privat, og hvilke konsekvenser kan det have ikke at have styr på sine data (masser af konkrete eksempler). Hvad er ok at dele, hvad skal man overveje ikke at dele, og hvilke værktøjer kan man bruge uden at nogen lytter eller følger med.
Det handler ikke om at lade være men om at være smart med sine egne data.
Kontakt: Pernille Tranberg, tlf 22 66 99 32 - email: mail@digital-identitet.dk
Foto: Kelli Tungay, Unsplash.com