Læs mere fra bloggen: Elzebeth Wøhlk
Blog
Med rummet som ramme
På ESAs gratis kursus i Belgien mødte jeg lærere fra mange andre lande, og sammen arbejdede vi med teknologi og programmering for de yngste.
Vidste du, at lærere på de yngste trin i Rumænien og Portugal
underviser helt fagintegreret og projektbaseret? Altså i alle elevernes timer,
fra de er 6 til 12 år?
Vidste du, at lærerne på de spanske skoler står på en rangliste efter anciennitet og karakterer fra læreruddannelsen, og at de lærere, der står øverst på listen, er førstevælgere til klasser og undervisningsmakkere?
Vidste du, at lærerne i Slovenien og Grækenland skal bestå 10 prøver i løbet af deres karriere, og for hver prøve skal de først gennemføre et uddannelsesforløb og derefter søge om en stilling på næste trin på karrieretrappen?
Det vidste jeg ikke, men det gør jeg nu, efter at have været på et fælleseuropæisk gratis kursus ved ESA i Belgien. Jeg har også lyttet til lærere fra Rumæniens fortællinger om deres undervisning i tiden under Ceaușescu. Lærere fra de græske øer, der fortalte om at samle bådflygtninge op af Middelhavet. Og lærere fra Azorerne, som fortalte om en lærermangel, der er så stor, at de nationale procedurer for ansættelse og forfremmelse bliver suspenderet for bare at holde på de få, man kan få til at flyve derud.
Alle de spændende samtaler fandt sted, mens vi deltog i et lærerigt og virkelig velfaciliteret program på ESA Galaxia i Belgien. På programmet var både Lego og Raspberry Pi, og aktiviteterne var organiseret med rummet som kontekst og tilpasset ”primary science”, som var kursets målgruppe. En lille del af indholdet var knyttet op på mekanik, altså noget med tandhjul, kræfter, fart og den slags, og det har vi jo som bekendt ikke meget af i vores danske N/T-fag. Men det meste handlede om programmering, først i Lego og Scratch, der er blokprogrammering, og senere i Raspberry Pi, hvor vi i regi af ”Astro Pi” lærte programmet ”Mission Zero” at kende. Her programmerede vi i Python med god hjælp fra instruktioner og en ”kommando-ordbog”.
”Misson Zero” er for de yngste elever, og i undervisningen lærer eleverne at programmere små beskeder og billeder, som efterfølgende uploades til ISS, hvor astronauterne læser beskederne og ser på billederne. Klassen modtager et certifikat, hvor der står, på hvilke koordinater, ISS var, da netop deres beskeder og billeder blev vist. De ældre elever kan deltage Astro Pi Mission Space Lab Challenge, hvor de designer et eksperiment med sensorerne i Astro Pi (fx temperatur, tryk, luftfugtighed og kamera). Herefter uploades koderne til en Astro Pi på ISS, der indsamler data og sender dem retur til klassen, som kan arbejde videre og konkludere på deres hypoteser. Se mere om Astro Pi her https://www.esa.int/Education/AstroPI.
Hvis du ikke kender ESAs tilbud, så kan jeg varmt anbefale at tage et kig på det. Se fx på https://www.esa.int/Education og https://esero.dk/. Foruden de gratis lærerkurser (hvor alt, inkl. transport og ophold, er betalt) er der forskellige challenges og undervisningsmaterialer, og fordi Danmark er en del af ESA, så er der også mange materialer på dansk. For hele grundskoledelen af ESAs materialer gælder det, at rummet opfattes som kontekst, og at indholdet er tilpasset de undervisningsområder, man skal arbejde med, bl.a. teknologi og jordens ressourcer. Samtidig er det en unik mulighed for at møde lærere fra andre europæiske lande, at sammenligne skolesystemer og blive inspireret af alle de praksisser, som de kan fortælle om fra deres virkeligheder. Se en liste over de kommende gratis lærerkurser her https://www.esa.int/Education/Teachers_Corner/ESA_Teach_with_Space_teacher_training_opportunities.