Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog
Det er kedeligt.
Et af fokuspunkterne i Danmarks Radio i dag er kedsomhed i skolen. På den skole, hvor jeg underviser, siger 42% af eleverne at undervisningen er kedeligt tit eller meget tit. Historien er jo ikke ny. Der var også børn, der kedede sig, da jeg gik i skole for 50 år siden. Og i marts var der flere artikler på ”Skoleliv” om kedsomhed i folkeskolen.
Det er indviklet at undervise, når alle elevere skal nås, motiveres, lære og være glad for at gå i skole. Og som der heldigvis også blev sagt i radioen i morges, er det jo ikke sådan, at lærerne, når de står op om morgenen, tænker, nu skal jeg forberede en undervisning, hvor næsten halvdelen af mine elevere skal kede sig. Men der er mål, der skal opfyldes, og det kan være hårdt arbejde.
Vi fandt en løsning.
Jeg har næsten lige mødt kedsomhed i min undervisning i madkundskab. I den ene klasse er der to piger som jeg har set som fjantede, fjollede og noget ubehjælpelige. De var faktisk med til at ødelægge noget af undervisningen for mig og andre. Jeg havde efterfølgende en skriftlig kommunikation med forældrene og en snak med klasselærerne og derefter med pigerne igen.
Deres forklaring på deres adfærd var, at de kedede sig. To dygtige piger, der ikke keder sig i de andre timer, men synes, at madkundskab er kedeligt. Nu havde de snakket med deres forældre og lovede at yde lidt mere, og jeg ville give dem lidt flere udfordringer. Det, håber jeg, er forholdsvis nemt, når vi deltager i ”Madkamp”, for der skal eleverne jo netop selv tage ansvar, de skal tilrettelægge og være aktive deltagere i deres egen læring. Eleverne skal selv (selvfølgelig med vejledning) finde og udvikle nye retter og finde ud af, hvordan de vil fremlægge, så de viser deres ret, teknikker og redskaber.