Når ja-hatten falder ned over øjnene.

Jeg har både set i TV, læst artikler og forældrebreve om, hvor fantastisk godt det er gået med åbning af skoler og institutioner de seneste dage. Men måske sidder der én lærer mere ude i det ganske land, som har det lidt som mig. Ja-hatten er faldet ned over øjnene, og jeg er gået lidt i sort.

Der er flere ting, der stritter i hver sin retning.

Jeg kan ikke finde hoved og hale i vejledningerne fra Sundhedsstyrelsen. Jeg bliver forvirret, rundtosset og fyldt med tanker.

I går forlængede regeringen forsamlingsforbuddet frem til den 11. maj. Dermed må danskerne på trods af den gradvise genåbning af samfundet stadig ikke forsamles flere end ti personer.

Dagtilbud, skoler og institutioner, der er omfattet af den gradvise og kontrollerede genåbning, vil ikke være omfattet af loven. Det gælder også for aktiviteter, der finder sted på for eksempel skolegårde eller legepladser, som er tilknyttet et dagtilbud, en skole eller en institution.

Det stritter jo ud til alle retninger. Jeg er sammen med 50 børn i løbet af en skoledag. Jeg er nu den største smittekilde, det svageste led i smittekæden i min familie. 

Jeg skal være to steder på en gang.

Jeg er i to klasseværelser med en delt 5. klasse, hvor der er lidt langt mellem klasselokalerne. Det er jo fysisk umuligt at undervise/hjælpe/snakke/ være sammen med eleverne i to adskilte lokaler på én gang. Og hver gang der er lokale skift, skal der sprittes af, det bliver et utal af gange i løbet af 90 minutter.

Som en af eleverne sagde: ”Hvis vi alligevel skal være alene i halvdelen af tiden, hvorfor skal vi så være i skole?” Ja, jeg kunne altså ikke finde et godt svar. Men stor tak til den mor, som skrev, at hendes datter var glad for at komme i skole igen og det havde været en fantastisk dag. Det var et lille lysglimt under Ja-hatten.

Og min lærerautoritet er altså ikke så stor, at alle sidder på deres plads, når jeg kommer tilbage i klassen. Så hver gang jeg kommer ind i lokalet, skal jeg begynde med en formaning om, at de skal huske at blive på deres pladser.

Gode idéer til udeundervisning modtages med kyshånd.

Vi skal være så meget udenfor som muligt, lyder parolen. Så ser jeg frem til en masse idéer til, hvordan vi laver udeundervisning i små grupper hver for sig. Jeg er bange for, at vi hurtigt løber tør for gode forløb, hvis vi da ikke skal gentage os selv. Rundbold og andet boldspil er skudt ned på forhånd, hvis vi skal overholde hygiejnereglerne, hver gang boldtræet eller bolden skal sprittes af. Og jeg ved ikke, hvordan det er på landsplan, men der hvor jeg kommer fra, er der ikke håndvaske på hver boldbane eller gadehjørne, så der er dømt tisseforbud, når vi er ude.