
Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog

Ny værdi til de kreative fag
De praktisk-musiske fag bliver obligatoriske valgfag i udskolingen med mulighed for prøve
Endelig skete det, de faglige organisationer har kæmpet for i mange år. De praktisk/musiske fag SKAL være valgfag i 7. og 8. klasse. Der skal kunne vælges mellem Håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab, og fagene skal være toårige. Kommunerne må så selv bestemme, om det skal være prøvefag.
Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, ville helst, at alle elever skulle have Håndværk og design, og så skulle det gøres til et prøvefag for at give faget mere prestige.
Jeg må sige som underviser, at jeg er glad for der er mulighed for, at eleverne kan vælge mellem de fire fag.
Der er stor jubel i de faglige organisationer, men der er også men’er.
Jeg har lige været på Håndværk og design sommerstævne i Haldum-Hinnerup skole. Her gik noget af snakken om:
- Er der fagligt personale nok.
- Mange af de ”gamle” sløjd og håndarbejdslærere har været på opkvalificeringskurser, men der er stadig steder, hvor kommunerne ikke har givet mulighed for efteruddannelser.
- Det samme kommer til at gælde for de andre tre fag.
- Madkundskab, billedkunst, musik og madkundskab har i mange år hørt til i indskolingen og på mellemtrinnet. Det giver skematekniske udfordringer, når lærere skal være lånelærere i udskolingen.
- Økonomi er en kæmpe udfordring. De her fag koster penge til materialer og værktøj – mange penge.
- Lokale problemer.
- På Haldum-Hinnerup var der meget store lokaler, men andre steder - også på nye skoler - er lokalerne alt for små.
- På gamle skoler ligger lokalerne ofte langt fra hinanden.
- Derudover er lokalerne er allerede i brug til eleverne på mellemtrinnet.
Det er udfordringer, som skal lykkes på den bedste måde med eller uden prøve.